mandag den 20. maj 2013

Diverse #5: Tåbelig visdom 2



På en solskinsdag sad tåben ved en sø, og tyggede på et strå, mens han tomhjernet betragtede skyerne drive dovent forbi. Langsomt, langsomt tyggede tåben på sit strå, så spidsen af strået tegnede ujævne cirkler i luften ud for tåbens næse og hage. Han havde glemt sig selv. Tabt sin tanke i de drivende skyer, hvide og uformeligt uldne, som himmelske vanskabte lam, der uden så meget som en enkelt tanke græssede på himmelens dybblå marker, og åd af den susende vind. Og spidsen af strået i tåbens mund tegnede ujævne cirkler i luften, langsomt, langsomt, mens en brise strøg over græsset og trak en drapering af rynker over søens spejl. En svagt blafrende flade hvor mange mønstre ville vise sig for én, om man ikke havde andet at se på. Mønstrer ligesom furene i den brune bark på stammen af træet som tåben sad op af, mens han så op af. Op mod en sky der lignede en brandbil, betydeligt mindre rød, men med samme form - i hvert fald i tåbens øjne. Måske var den på vej hen for at slukke den rasende ildebrand, der rasende rasede på den anden side af himlen, og som nogen vist nok kalder solen? At få slukket den ild ville nok være bedst, for selv tåber vidste at den slags spreder sig, og før man ved af det er himlen brændt ned. Men hvorfor havde brandbilen ikke sirene på, når ilden nu brændte, og opgaven hastede? Og en due kurrede

KUR --- KUR --- KUR --- KUR

og tåben tyggede langsomt på sit strå, og tegnede ujævne cirkler i luften. Der var alligevel styr på det hele.

Vær som tåben HER
Dette er KUR mod tanker
SØEN af skæve cirkler

Med venlig hilsen
Jakob-Jeshurun

lørdag den 11. maj 2013

Konservativt #3: Konservatismen i grundtræk (3/5)

(Dette er tredje del af en lang artikel om konservatisme. Indledningen finder du her: 'A. Om konservatismen generelt: Politik og verdensanskuelse'. Anden del finder du her: 'B. Konservatismen som -isme: Samfund og individ'. Fjerde del finder du her: 'D. Konservatismen og staten: Tabu og norm'. Det sidste afsnit 'E. Konkluderende bemærkninger' følger inden for en nær fremtid).





















C. Konservatismen som konservativ -isme: Værdier og valg


I.

Hvis vi sammenfattende generaliserer betragtningerne i ovenstående ser vi, at den konservative tanke har en bestemt struktur som -isme. Lad os igen kaste et blik på den første, centrale definition af -isme med dens to underbetydninger, for at se om vi kan 'genfinde' konservatismen i den:
---
1. betegner en retning eller bevægelse inden for fx kunst, politik eller videnskab. (fx konservatisme, kubisme)
1a. betegner en bestemt social struktur, samfundstype el.lign. (fx kapitalisme, feudalisme)
1b. betegner en grundholdning eller tilbøjelighed. (fx egoisme, sadisme)
---

Den bestemte retning eller bevægelse er selvsagt konservatismen (1): Konservatismen er bestemt som den politisk idé om forholdet imellem samfundsorganismen på den ene side og det individuelle valg på den anden.

Underdefinition 1a rammer den 'bestemte sociale struktur, samfundstype el. lign.' Konservatisme på dette plan udmønter sig i en idé om samfundet som en organisk, levende enhed.

Underdefinition 1b rammer den 'grundholdning eller tilbøjelighed' som vi generelt har bestemt som individets måde at vælge på - at den enkelte lever sit liv. Nærmere bestemt: At den konservative er grundlæggende tilbøjelig til at forstå sit eget liv og sine egne valg i lyset af idéen om det fælles samfund som en organisk enhed.

I jo højere grad individet begriber 1a som retningsgivende for 1b, dvs. begriber samfundet som noget godt, ønskværdigt og værdigt til bevarelse (det modsatte er at ønske sig væk fra sig selv og sine omgivelser), desto mere nærmer vi os en eksistentiel konservatisme, dvs. konservatismen som et individuelt valg: At samfundet er værd at vælge til og ikke fra.

På samme måde vil et samfund, hvor en mere eller mindre bevidst eksistentiel konservatisme præger den almindelige livsindstilling og hævdvundne visdom, være et konservativt samfund. Det konservative samfund er altså det, hvor borgerne stoler på den fælles 'ånd', 'den harmoniske samfundsorden' (eller hvad vi nu ønsker at kalde det) som den bedste vejleder i spørgsmålet om det gode og meningsfulde liv.

Går vi nu tilbage og genovervejer den overordnede definition, bliver konservatisme således til idéen om, at det verdenssyn, der begriber sig selv som betinget af- og rettet imod idéen om det fælles samfund som den suveræne betingelse for- og målet med det individuelle valg, har krav på politisk repræsentation.

Hermed kommer vi til konservatismens konkrete indhold. Hvad implicerer det konservative verdenssyn nærmere bestemt?


II.

Konservatisme betyder først og fremmest en strengt hierarkisk ordning af de to 'underidéer': På den ene side har vi den eksistentielle konservatisme, der vedrører den enkeltes valg og liv. Denne aktivitet, siger vi, må altid svare til-, dvs. 'adlyde' idéen om samfundsorganismen som sådan. Det personlige må altså underordnes det fælles, da samfundet i et og alt står over individets bestræbelser. Jo mere konservativ man altså bliver på det individuelle eksistentielle plan, i desto højere grad begriber man samfundets fælles liv som det i sandhed meningsfulde og agtværdige.

Dette ligger i selve den konservative forståelse af det personlige: At det enkelte liv blot er en specifik ytring af det mere generelle liv, og at den konservative først og fremmest forstår sig selv som en repræsentant for samfundsorganismen i større eller mindre grad. Den enkelte bør konservativt talt aldrig begribes som sui generis ('sin egen klasse', 'det eneste eksemplar').

Som konservative mener vi derfor altid, at samfundsorganismen er vigtigere end vi selv, noget andet enkeltstående menneske, eller nogen enkeltstående gruppe af mennesker inden for samfundet kan være. Et menneske eller en gruppe af mennesker vil nemlig altid kun være en del af helheden - men helheden bør altid herske over delen.

Helheden må altså anses som noget irreducerbart. Samfundets liv kan ikke reduceres til f.eks. økonomiske- eller sociale forhold. Konservativt talt er samfundet nemlig aldrig 'bare' et udtryk for noget andet, mere grundlæggende end sig selv. Nej, samfundet er det primære. Samfundet er udgangspunktet for enhver forståelse af verden, af politik og af praktisk talt alt andet, og dette fordi at samfundet først og fremmest giver individet rammebetingelserne for at vælge i form af visse muligheder.

Dette forhold er igen analogt med den kropslig sundhed (jf. afsnit B, II): Det sunde legeme er det, hvor alle organer tjener deres funktion optimalt, og altså på bedst tænkelige viis arbejder for det fælles liv, som de alle er afhængige af individuelt. Den sunde krop er idealet. Omvendt kan vi se - f.eks. ved kræft - at en specifik type celler underlægger sig kroppens energetiske kredsløb fuldstændig og beslaglægger det øvrige legemes ressourcer til eget formål og vækst. Er sygdommen først meget fremskreden bliver det uundgåelige følge, at legemet til sidst må dø - og når legemet dør, så dør svulsten også. Er legemet omvendt sundt og velfungerende, da vil alle celler på hver sin måde tjene det højere formål, og så kan vi forvente et langt liv uden nævneværdige komplikationer. Sidstnævnte implicerer at potentielle kræftceller har så dårlige vækstbetingelser som muligt.

Den konservative anskuer på den ene side samfundets sundhed som vigtigere end sin egen - men på den anden side forstår han tillige, at vigtigheden af samfundets sundhed fordrer, at han selv lever et (moralsk) sundt liv. De to ting lader sig ikke skille ad. Men overalt er det centralt, at samfundet er retningsgivende for individet - ikke omvendt.

Det konservative valg er altså den bevidste underordning under en ekstern magt, der på alle planer må begribes som betingelsen for- og målet med det enkelte liv. Sådan indrammer vi den eksistentielle konservatisme. Bliver vi i billedet, bør den enkelte celletype altid tjene legemet som målet - mens legemet omvendt kun opretholder den enkelte celle som et middel. Samfundet er ikke til for individernes skyld, præcis ligesom det enkelte menneskeliv ikke er til for hjertet, leverens, hjernens eller et andet specifikt organs skyld.

Jeg kan jo meget vel have et sundt hjerte selvom jeg har en svulmende hjernesvulst, ligesom min hjerne kan have det fint selvom jeg har skrumpelever - men jeg vil altid foretrække et liv, hvor alle mine organer er forholdsvis velfungerende, frem for et liv hvor min hjerne måske er mere ydedygtig end pt. til gengæld for en alvorlig hjertefejl. I et og alt er helhedens harmoni nemlig det afgørende. At det forholder sig på lignende viis med samfundet i forhold til samfundets elementer er aksiomatisk for den konservative.

Som konservative vælger vi altså at tjene vores samfund, og overalt anerkende det som noget mere betydningsfuldt end os selv som individer. Vi søger aldrig at elevere vores egen eller bestemte gruppers status i samfundet på bekostning af den overordnede harmoni. Dette gør vi på den ene side ud fra agtelse for samfundet, og på den anden side ud fra en forståelse af, at denne agtelse er hvad der giver vort eget liv værdi: Ikke bare for andre men tillige for os selv.

Endnu et billede: Vi priser jo heller ikke ham som en dygtig violinist, der pludselig bryder ud af en symfonis velorganiserede struktur, for at kaste sig ud i en ekvilibristisk solo - hvor teknisk imponerende, og endog sjælfuld denne violinsolo så end måtte være. For violinistens plads er nu engang at spille sin del i den store fortælling som symfonien er, og gøre det så godt som muligt inden for de overordnede rammer. At han er teknisk dygtig og sjælfuld i sit spil er i den sammenhæng selvsagt ikke et minus - men der er tale om sjæl og teknik, som er mobiliseret i en højere sags tjeneste, nemlig symfoniens. Så snart violinistens teknik og sjæl ikke arbejder for-, men imod den symfoniske struktur bliver både sjæl og teknik imidlertid til værktøjer for det destruktive, kortsigtede og irriterende. Vi gør følgelig ret i at degradere ham til gademusikant. At spille i et symfoniorkester handler nemlig ikke om at udtrykke sig selv, men om at vie sin egen indsats til det ene overordnede mål, som kun fællesskabet på nærmest mirakuløs viis kan frembringe. Denne sammenhæng giver også den enkelte plads til at skinne, men hver i sin egen funktion. Det eneste den ikke tillader er, at den enkelte kan hævde sig selv på fællesskabets bekostning - hvor stort et 'indre behov' for noget sådan der end er tale om.

Vi begynder nu at ane konturene af den egentlige mening med det berømte konservative slogan om, at forandre for at bevare. At forandre noget-, altså at handle med forandring for øje og aktivt vælge forandring i en bestemt sammenhæng, må altid søge sin begrundelse i bevaringen af den store, fælles organisme. Den konservative politiske forandring må således altid være begrundet i, at vi søger at fremme et verdenssyn som generelt er fælles, forpligtende og godt i denne specifikke forstand: At individet underordnes en organisk, levende enhed, der i et og alt betinger den individuelle handlingssfære, og giver individet muligheder for at handle.

Således kan den enkelte musiker altid finjustere sin egen indsats, og raffinere den med symfoniens overordnede virkning for øje. Hun må bare aldrig forkaste helheden og forfalde til narcisistiske excesser, da hun således ved at 'udtrykke sig selv' samtidig formår at ødelægge fornøjelsen for alle andre (selvfølgelig bortset fra dem, der nyder at se andre få ødelagt deres muligheder).

Det er med andre ord centralt for konservatismen, at fokus ligger på noget større uden for det enkelte menneske selv: At det ikke drejer sig om at styrke individet, men om at styrke det, der giver individet de bedste muligheder for at handle. Sidstnævnte vil sige: De bedste muligheder for at handle i samklang med andre for et større mål. Lykkes dette vil individet i tråd med den konservative idé bekræfte og styrke samfundet igennem sine egne handlinger. Individet træder altså i samfundsorganismens tjeneste, og sidstnævnte reproducerer og regenererer således sig selv igennem de individuelle handlinger.


III.

Den centrale idé om et gensidigt forhold imellem det enkelte menneske og en 'højere mening' gør i høj grad konservatismen umoderne. Konservatismen kræver nemlig af den enkelte, at vedkommende forstår verden som noget andet og mere end sin egen verden og sit eget begrænsede perspektiv - og tillige at individet finder en større mening, dvs. en indre motivation til at arbejde for noget højere og mere betydningsfuldt end sig selv. For igen at vende tilbage til billedet af den fødende kvinde (afsnit B, III): Den konservative må altid have for øje, at han eller hun hverken har undfanget eller født sig selv; at eksistensens betingelser stammer fra noget ganske andet end det individuelle perspektiv; og at en sand meningsfuld eksistens kun kan komme af aktivt at vælge det fælles frem for det individuelle ud fra erkendelsen af, at førstnævnte altid er vigtigere, sandere og mere virkeligt end det sidste.

Konservatisme er altså en fordring om at vælge sit eget liv fra til fordel for noget større. Men samtidig er det lovningen om, at individet ved at bringe dette offer får noget mere meningsfuldt igen. Altså at individet i yderste forstand også gør sig selv en tjeneste, såfremt hun eller han vælger at tjene noget højere: At man i bytte for sit eget liv får livet. Den konservative søger nemlig at blive delagtige i samfundets fælles liv ud fra erkendelsen af, at det fælles liv ultimativt er mere meningsfuldt end det individuelle, der altid er begrænset af fødsel og død - for samfundet var der jo før man blev født, og vil være der efter éns død. Således retter den konservative sit eget liv mod noget, der i omfang og betydning overstiger det individuelle og bliver på denne måde delagtig i noget, der rækker hinsides det enkelte menneske både i fortid og i fremtid.

Konservatismen fordrer altså i første omgang af den enkelte, at han kan tro på at der eksistere et mere virkeligt verdensbillede end det individualistiske, der i sidste ende altid peger tilbage på egoet som eksistensens suveræne formål. Troen på at der findes 'noget større' tjener nemlig til, at individet kan hæve blikket over sine egne timelige ønsker og begær, og således få øjnene op for en eksistens, der i højere grad nærmer sig det evige. At man i første omgang vover at tro på, at noget sådan overhovedet er muligt er essentielt for etableringen af en konservativ verdensanskuelse. Denne verdensanskuelse vil imidlertid altid på sigt blive bekræftet af erfaringen, da livet rent faktisk rummer uendeligt meget mere end det individuelle - hvilket man imidlertid forbliver blind for, så længe man sidder fast i idéen om sig selv som verdens navle. Vrister man sig først fri af sig selv, vil man imidlertid få løn for sine anstrengelser i en sådan grad, at det tidligere individualistiske verdenssyn kommer til at fremstå absurd og livsfornægtende.

Livet er nemlig ikke bare éns eget. Livet tilhører ikke én selv. Nej, det er langt mere meningsfuldt, sammenhængende og endog fornuftigt at tænke det omvendte: At man selv tilhører livet. Livet er ikke min ejendom - jeg er livets ejendom. Og livet er fælles, mens jeg er individuel.

Men som sagt: For at tage springet 'ud over sig selv' kræves det i første omgang at man tror på at det overhovedet er en mulighed. Ja, troen er her så essentiel at jeg ligefrem fristes til at citere Jesus-ordet: "Den, der har reddet sit liv, skal miste det, og den, der har mistet sit liv på grund af mig, skal redde det." (Matthæus 10,39) Troen er nemlig det første skridt væk fra den egocentriske verdensopfattelse, der vender alting på hovedet, og anskuer verden som et middel til éns egne mål. Først ved at tro at den større virkelighed også kan være et mål, og man selv blot et middel til dette større mål, kan man erkende konservatismen som en reel mulighed.

Som individualistisk ideologi er konservatismen nemlig fuldstændig meningsløs. En strengt individualistisk verdensforståelse vil således heller aldrig kunne rumme det, som konservatismen i sandhed drejer sig om: At livet er så meget mere end éns eget liv, og at der således er en mening med at tjene det fælles og en pligt til at bevare det, som tidligere tiders fællesskab har overleveret.

Enhver vil naturligvis være ulige i sin formåen, og det er også som det skal være: Alle kan i sagens natur ikke give sig selv fuldstændig væk til det fælles. Vi er trods alt også alle begrænsede af vort individuelt perspektiv - men i større eller mindre grad. Den konservative må således altid medgive, at den, der i højeste grad overgiver sig til den fælles sandhed, og finder sin mening i at tjene fællesskabet, også vil være den, der i højeste grad bør lede et samfund. For vedkommende vil være den, der i allerhøjeste grad giver sit liv for at tjene andre. Og hvem er bedre at tjene end den, der i sandhed tjener én selv og éns egne muligheder?

Den, der tjener samfundet, vil jo omvendt være forpligtet på, at give samfundets organer de bedste betingelser for at udfolde deres egne respektive funktioner. Hendes egen livsmening vil nemlig - eksistentielt set - stå og falde med, hvor godt samfundet har det. Den dårlige tjener er jo den, der er til gene for sin herre - og den, der bevidst har valgt at tjene og finder sin mening her, vil, i fald herren mistrives, være til gene for sig selv.


IV.

Dette lyder jo alt sammen meget flot og højtragende, men man kunne indvende at jeg hidtil har bevæget mig på et meget abstrakt, luftigt plan - at jeg udelukkende snakker 'i teorien'. For hvad med den praktiske konservatisme? Hvordan udfolder konservatismen sig på det jordnære plan?

For først at få én ting definitivt på plads: At jeg har insisteret på den abstrakte redegørelse først er ingen tilfældighed. Konservatismen griber som sagt i indledningen altid tilbage til den overordnede forståelse. Det må derfor slås fast én gang for alle, at ethvert overordnet konservativt verdenssyn altid er præget af denne dybere forståelse af forholdet mellem menneske og samfund. Alle ægte konservative idéer vil nemlig udvise den samme grundlæggende struktur: At det kollektive liv er mere vigtigt end det enkelte, og at den enkelte er bedst stillet ved at orientere sig efter det fælles.

'Det fælles liv' - dvs. de primære livstegn fra samfundsorganismen - viser sig ikke i form af valg, men i form af værdier - at nogle valgmuligheder byder sig til som bedre end andre. Den enkelte orientere sig efter de rammebetingelser, der bliver overleveret med samfundet, og indkodet i denne overlevering finder vi bestemte generelle idéer om det gode liv. Et menneske begynder for alvor at blive konservativt, såfremt det i stigende grad orientere sig efter de overleverede værdier og mindre efter sine egne ønsker - hvilket egentlig ikke betyder andet, end at der ikke længere eksisterer et definitivt skel imellem hvad man selv måtte ønske sig, og hvad de kollektive værdier foreskriver.

Dette forekommer i reglen også ganske organisk eller naturligt i den enkeltes liv. F.eks. når vi stifter familie.

At stifte familie er et fremragende eksempel på, hvad vi som konservative snakker om, når vi snakker om at gøre det gode, dvs. tjene det fælles: Familien er nemlig et utroligt konkret eksempel på, hvorledes man individuelt vælger at 'gå op i en højere enhed' ved at knytte et bånd imellem sig selv og en anden - og måske endog give livet videre ud fra denne enhed. I familiestiftelsen vælger den enkelte nemlig at modellere sine handlinger efter et mønster som både:

1. Inkorporerer andres liv og ikke udelukkende berører individet selv.
2. Ikke er 'opfundet' af de implicerede parter mand, kvinde eller barn, men snarere er noget andet: Et 'arketypisk' mønster, som er overleveret via samfundet - og i yderste instans, naturen - som en værdi og en mulighed, der anbefaler sig selv.

1. repræsenterer det eksistentielle valg, og 2. repræsentere den organisme som de implicerede parter vælger at tjene: Familieorganismen lader samtlige implicerede parter tjene hver deres funktion i forhold til opretholdelsen det overordnede mønster, der på sin viis tages for noget vigtigere og mere værdifuldt end summen af de enkelte individer. Familien er nemlig en videreformidling af det fælles liv, der i en vis forstand altid er mere meningsfuldt end den enkeltes liv taget for sig.

Når en mand og en kvinde vælger at indgå i ægteskab vælger de hver især hinanden frem for at vælge sig selv. De opgiver altså begge en del af deres autonomi i en fælles tro på hinanden, dvs. en fælles tro på det kærlighedsbånd, der binder dem sammen og gør ægteskabet til noget andet og mere end summen af to fundamentalt uafhængige livsorganismer, der 'tilfældigvis' vandrer hånd i hånd. (Jeg ser naturligvis bort fra fornuftsægteskaber og andre anomaliteter - det essentielle i det fremstillede kærlighedsægteskab er nemlig, at det repræsentere normen, dvs. det, som alle anomaliteter er anomale i forhold til).

Her træffer vi konservatismens fundamentale indhold: Den hierarkiske underordning af delen under helheden, som blev udarbejdet i afsnit B. er nemlig kun den tomme form: Den er et skelet. Selve bindingen imellem del og helhed er imidlertid konservatismens egentlige liv. Det er de organer, der må pryde ethvert skelet, som med nogen ret kan kaldes levende. Organerne er de egentlige værdier - det som den konservative sætter en dyd- og en mening i at bevare.

I denne forbindelse er det på sin plads med en kort bemærkning om ægteskabet som en repræsentativ værdi: På grund af moderne vildfarelser skydes den konservative nemlig ofte i skoene, at han qua hierarkisk tænkning ønsker et familiemønster, hvor kvinden er underordnet manden - og som med alle moderne vildfarelser er der tale om en halv sandhed, der, filtreret igennem talrige misfortolkninger, til sidst ender som en komplet løgn: For på den ene side er det rigtigt at kvinden bør tjene manden, og at der således opstår en naturlig rollefordeling i familien. At de ægteskabelige kønsroller i sig selv skulle være undertrykkende grænser imidlertid til det absurde. Den ægteskabelige struktur opstår nemlig kun, såfremt manden i lige så høj grad tjener kvinden. Kønnene tjener nemlig hinanden ved i fællesskab at tjene kærligheden (det fælles), og ægteskabet er på sin side blot en cementering af, at de begge anerkender kærlighedens bindende kraft som noget vigtigere, mere magtfuldt og bevaringsværdigt end deres respektive selvstændighed.

Et ægteskab, der ikke baserer sig på en fælles tro på kærligheden (og kærlighed taler med tusinde tunger) er naturligvis dømt til at fejle, uagtet hvor strengt man bibeholder den formelle rollefordeling mellem kønnene udadtil. Men ligesådan er en fuldstændig 'ligestillet' ægtestand dømt til at falde fra hinanden, hvis der ikke eksistere en fælles tro på kærligheden. Kvinde og mand kan nemlig kun respektere hinanden, såfremt de faktisk ser hinanden som andet end midler til egocentrerede mål. Er det fælles mål kærligheden vil målet for kvinden være manden og omvendt, og de vil hver især anskue sig selv som midler i kærlighedens tjeneste. Således vil der naturligt opstå forskelle og underordninger gensidigt i dette og hiint, fordi de hver især tjener hinanden og således begge tjener noget eksternt fra deres eget ego. De kan altså hver især sige: 'Den anden er vigtigere end jeg', fordi de i fællesskab kan sige: 'Kærligheden er vigtigere end os begge'. Dette er et mønstereksempel på konservativ tankegang.

Ovenstående er naturligvis et ideal og hver eneste specifikke ægteskab vil være mere eller mindre idéelt. Det centrale er imidlertid dette 'mere eller mindre': Fordi vi i fællesskab tror på idealet kan vi meningsfuldt snakke om at være mere eller mindre tæt på det, og det er naturligvis bedre at være tæt på end at være langt fra. Dvs. at et ægteskab med en stærk fælles tro på den gensidige kærligheds magt må regnes for et bedre ægteskab end det, hvor manden tager kvinden for sex og kvinden manden for penge (eller omvendt) og de i øvrigt ikke kan fordrage hinanden. At dette er tilfældet burde de fleste kunne blive enige om - hvor 'ligestillede' vi så end måtte være.

Konservatismen lader alle værdier udvise den samme grundstruktur, dvs. 'hænge på det samme skelet'. Alle værdier repræsentere idealer for den personlige underordning af det eksterne, og alle sande idealer vil altid være i overensstemmelse med hinanden, da samfundets helhed er præget af harmoni, og ikke konflikt. Besidder et samfund omvendt flere normer, der er i uoverensstemmelse med hinanden, er der tale om en værdimæssig dissonans - en normkonflikt - der kræver et ideologisk opgør.

(I virkeligheden er der kun tale om én 'værdi' der per definition vil være i konflikt med alle andre, virkelige værdier, nemlig ligheden - og dette på en stærkt tvetydig måde. Dette er imidlertid hverken tiden eller stedet til at afdække det komplicerede lighedsproblem).


V.

Tager vi skridtet videre fra familien når vi lokalsamfundet. Ligesom individet i den velfungerende familie underordner sig familiens interesser, dvs. begriber de større familiære interesser som sammenfaldende med sine egne interesser, og således begriber familien som en struktur, hvor helheden står i centrum frem for hvert enkelt delkomponent, da ser vi, at lokalsamfundet kan begribes analogt: Lokalsamfundet bør som helhed ikke tjene én enkelt familie frem for de øvrige, men må snarere bestå i den harmoniske samordning af de familieenheder, der her, i det større perspektiv, tjener som organer i lokalsamfundets større sammenhæng.

Ligesom individet overgiver sig selv til kærlighedsbåndet i familien, må den enkelte familie også underordne sig et bånd, der lader de øvrige familier eksistere i en mere eller mindre gensidig harmoni inden for det umiddelbare nærområde. Vi kan således tale om det gode naboskab som værdi på det lokale plan: Det gode naboskab er idealet i den enkelte by - eller hvis vi taler om storbyer, hvor mange lokalsamfund eksisterer side om side, i det enkelte kvarter - præcis ligesom kærligheden er idealet inden for ægteskabet.

Dette er hvad jeg mener, når jeg siger at konservatismen lader alle værdier udvise den samme grundstruktur: På den ene side at familien og lokalsamfundet (f.eks.) taget for sig udviser den samme orden af det enkelte, der underordnes det fælles. Men på den anden side, at denne ideale enshed også betyder, at en konservativt harmonisk familie nødvendigvis vil være i samklang med det konservativt harmoniske lokalsamfund. Præcis ligesom det harmoniske individ, med orden i prioriteterne og et realistisk syn på tingene, vil være i samklang med det andet individ i ægteskabet.

Den konservative logik løber nemlig som følger: Det individ der stifter familie ud fra den rette moralske indstilling - dvs. ud fra den rette opfattelse af, at den fælles kærlighed, og ikke egenkærligheden er den sammenknyttende værdi i familieenheden - vil allerede i kraft af denne personlige underordning have lagt fundamentet for en familie, der kan eksistere i godt naboskab med andre familier.

Dette manifesterer sig i, at den enkelte familie under hensyn til familiens bedste, vælger at bosætte sig i et område, som er godt for børnene (f.eks.). Den gode familieenhed gravitere altså naturligt imod et lokalsamfund, der tiltrækker andre lignende familier, dvs. familieenheder der på lignende viis griber de samme muligheder. Ligesom den enkelte i det fælles kærlighedsbånd vil give sig selv for, at enheden trives så godt som muligt, vil familierne i det gode lokalsamfund arbejde for, at nærområdet forbliver sundt - dvs. at lokalsamfundet bevarer den gode orden, der i første omgang gør det ønskværdigt at bo der.

Først nu, i det tredje led væk fra individet, støder vi på konservatismens egentlige politiske implikationer. Den rent politiske sfære gør sig nemlig først gældende der, hvor de mange lokalsamfund skal svare til det ene, overordnede samfund, og dettes administrative organ: Staten.

Nu, hvor vi i grove træk har såvel form af- som indhold i den konservative verdensanskuelse på plads, kan vi således endelig vende blikket imod konservatismens politiske implikationer.


-

onsdag den 8. maj 2013

Konservativt #2: Konservatismen i grundtræk (2/5)

(Dette er anden del af en lang artikel om konservatisme. Indledningen finder du her: 'A. Om konservatismen generelt: Politik og verdensanskuelse'. Tredje afsnit finder du her: 'C. Konservatismen som konservativ -isme: Værdier og valg'. Fjerde afsnit finder du her: 'D. Konservatismen og staten: Tabu og norm'. Det sidste afsnit 'E. Konkluderende bemærkninger' følger inden for en nær fremtid).





















B. Konservatismen som -isme: Samfund og individ

I.

Den offentlige debat er rig på henvisninger til- og diskussioner af de såkaldte -ismer, men hvad betyder dette karakteristiske suffiks egentlig?

Den altid nyttige ordbog.dk angiver fem definitioner på -isme. Jeg gengiver dem alle her, for at eksplicitere den enorme spændevidde af fænomener, der på den ene eller anden måde kan kaldes -istiske. Således får vi en idé om den fælles forståelsesmæssige grund for alle -ismer, på baggrund af hvilken jeg nærmere vil udforske, hvad der særligt karakterisere den konservative type.

Onlineordbogen giver følgende fem beskrivelser af -isme:

---
1. betegner en retning eller bevægelse inden for fx kunst, politik eller videnskab. (fx konservatisme, kubisme)
1a. betegner en bestemt social struktur, samfundstype el.lign. (fx kapitalisme, feudalisme)
1b. betegner en grundholdning eller tilbøjelighed. (fx egoisme, sadisme)

2. betegner en enhed med bestemte egenskaber eller funktioner. (fx organisme, mekanisme)

3. betegner udøvelse af en bestemt aktivitet. (fx bilisme, turisme)
3a. betegner brug eller misbrug af noget. (fx alkoholisme, morfinisme)

4. betegner et naturvidenskabeligt fænomen (fx magnetisme, metabolisme)
4a. betegner en sygdom (fx mongolisme, parkinsonisme)


5. Sprog: betegner et ord eller udtryk som er overtaget fra et bestemt sprog, som har bestemte stilistiske træk el.lign (fx svecisme, arkaisme)

Kilde
---


Det siger sig selv, at fokuspunktet i nærværende vil være konservatisme som en retning inden for politik, dvs. definition 1. Dog bør det bemærkes, at konservatismen som politisk ideologi trækker tråde til -istiske fænomener svarende til definition 2. og 3. De hhv. naturvidenskabeligt og sprogligt karakteriserede -ismer i den 4. og 5. definition har derimod intet at skulle have sagt i denne sammenhæng, så lad os glemme dem for nu.

Den bedste beskrivelse af konservatismen som politisk -isme er nemlig denne, at politik tænkes som bindeled imellem to øvrige -ismer, der hhv. rammes af den 2. og 3. definition. Den politiske konservatisme er altså at forstå som en forbindelse imellem 'en enhed med bestemte egenskaber eller funktioner' (def. 2) og 'udøvelse af en bestemt aktivitet' (def. 3).

Enheden med bestemte egenskaber eller funktioner er det, som vi kalder for samfundet. Samfundet er som bekendt altid kollektivt, og betegner en gruppe mennesker, der er fælles om at bebo et givent afgrænset geografisk område, deler en bestemt kultur og/eller er underkastet det samme politiske styre.

Ind imellem støder man på en mere mudret brug af ordet, f.eks. i betegnelsen det internationale samfund. Da konservatismen imidlertid altid slår sine rødder i- og understreger vigtigheden af et bestemt område, og altid tager dette konkrete samfund som udgangspunkt, vil jeg her se bort fra enhver divergerende idé om hvad 'samfund' ellers kunne betyde. Her henviser samfund altså udelukkende til den geografiske/kulturelle/politiske enhed - i vores tilfælde det danske samfund.Udøvelsen af en bestemt aktivitet betegner omvendt det enkelte menneskes liv. Hvert menneske, der er del af et givent samfund, udfolder sin primære aktivitet, dvs. lever sit liv inden for dette samfund. Denne aktivitet vil på det mest abstrakte og generelle plan være rummet i et begreb om valg. Individet lever sit liv i et samfund, og denne aktivitet kommer direkte og umiddelbart til udtryk i hvorledes individet vælger.


II.

Skal vi forstå konservatismen som det politiske bindeled imellem den enkeltes specifikke liv og det overordnede samfund, som vedkommende er en del af, da må vi forstå, at den rette opfattelse af konservatismen er betinget af en forståelse af, hvad vi nærmere bestemt mener med et konservativt samfund og et konservativt liv. Spørger vi altså: Hvad er konservatisme? da bliver vi nødt til at raffinere spørgsmålet og udvide det til: Hvad er et konservativt koncept om hhv. samfundet og det enkelte menneske, og hvordan formidles der imellem de to politisk? For hvis vi ikke besidder et passende begreb om, hvad vi mener, når vi taler om mennesket og samfundet, så mister vi fuldstændig konservatismens substans af syne.

Konservatismen selv kan nemlig kun begribes, såfremt vi som sagt forstår den som bindeled imellem samfundet på den ene side og mennesket på den anden. Selve essensen i konservatismen er nemlig, at mennesket og samfundet er forbundet i en fundamental forstand. Denne forbindelse lader sig overhovedet ikke begribe, om vi ikke dvæler en stund ved, hvad vi overhovedet forstår ved et menneske og et samfund - og dermed forstår, at det er umuligt at begribe det ene om man ikke samtidig begriber det andet.

Vi har allerede specificeret samfundet som en
enhed. At se samfundet som en enhed kan naturligvis problematiseres - men som konservative vil vi altid arbejde ud fra overbevisningen om, at dette nu engang er den rette måde at forstå samfundet på. Dog ikke som en hvilken som helst type enhed: Som citeret ovenfor giver ordbogen to interessante eksempler på denne brug af -isme som et 'enhedssuffiks', hvor én er rammende for den konservative samfundsopfattelse, mens den anden fuldstændigt træffer det modsatte: Nemlig hhv. organisme og mekanisme.

Som konservative forpligter vi os på en idé om, at samfundet er ret forstået som en organisme, dvs. som noget levende og animeret ('besjælet') kontra den formalistiske ('systematiske') mekanisme.

Hermed har vi den første vigtige, konservative distinktion på plads: At samfundet forstås som en organisk enhed, hvilket vi primært forstår i kontrast til en mekanisk eller en fragmentarisk samfundsidé (sidstnævnte betegner enhver idé om, at samfundet som sådan ikke kan betegnes som én definitiv størrelse).

Hermed har vi allerede sagt meget om den konservative opfattelse af det enkelte menneskes liv: Ethvert individ er at forstå som en integral del af den overordnede samfundsorganisme. 'Individ' betyder altså konservativt talt 'et organ i organismen'.

Det enkeltstående organ udfolder som sagt sin aktivitet igennem sine valg. At vælge er basalt set den funktion, som det enkelte menneske praktisere for- og i samfundet, i det at vedkommende lever sit liv på en bestemt måde. Den overordnede samfundsorganismes tilstand og sundhed vil således - ligesom kroppens forhold til sine organer - være afhængig af, hvorvidt de enkelte organer er sunde og velfungerende. Det sunde samfund bliver altså (konservativt talt) samfundet hvor de vitale organer - dvs. de samfundsbærende kræfter, eller de vigtigste mennesker og institutioner - i særlig grad træffer gode og sunde valg. Valg, der ikke bare er til gavn for dem selv, eller for bestemte grupper, men for hele samfundet, under respekt for helhedens liv og forståelse af hvert enkelt del-elements funktion.

Kun hvis samfundets repræsentanter, der på den ene eller anden måde tjener en central funktion for vedligeholdelsen af samfundsorganismens sundhed, træffer gode valg, baseret på en passende, mere eller mindre intuitiv indsigt i samfundets orden, kan vi tale om et egentligt konservativt samfund.

Konservatismen er nemlig fundamentalt set troen på, at et virkeligt verdenssyn er muligt, at individet kan tilnærme sig dette verdenssyn og at verdenssynet således i højere og højere grad vil influere individets valg. Et samfund er altså konservativt, såfremt den herskende magt vælger (og evt. vælges) ud fra et konservativt verdenssyn, og det i sandhed konservative verdenssyn er det, der i højeste grad begriber samfundet som noget levende og organisk - dvs. som noget kontinuerligt med individet.

Vi konservative betragter hverken samfundet som noget, individet er underlagt (socialisme) eller som noget, der principielt set bør være underlagt individet (liberalisme). Vi forstår derimod samfund og individ som to sider af samme sag.

Den konservative tror derfor også på, at det, der er til gavn for helheden, også er til gavn for delen - men at hvert enkelt del kun har det godt i den balance, der kommer af at respektere helheden som det vigtigste. En helhed hvor hver del har sin egen plads, og tjener sin egen funktion i samordning med de øvrige. Det gensidige balanceforhold imellem samfundets delelementer i en afstemt helhed er det centrale, og derfor bør intet enkelt element betragtes i isolation, men altid jævnføres det store billede.

Vi kan sige, at vi som konservative ønsker at dette grundlæggende verdenssyn får politisk indflydelse. Som konservativ tror vi ikke på, at en magthaver kan vælge konsistent og korrekt, med mindre at vedkommende har en passende forståelse af sit samfund, reflekteret i en sammenhængende virkelighedsopfattelse. En virkelighedsopfattelse, som vi i en eller anden forstand også anerkender som vores egen - og hjørnestenen i den konservative virkelighedsopfattelse er og bliver den mere eller mindre intuitive begribelse af samfundet som en organisk enhed.

I denne grundopfattelse er alle konservative i samklang.

Som konservativ anerkender jeg andre som konservative, såfremt jeg registrerer et overlap imellem deres og min virkelighedsopfattelse. Det følger altså naturligt at jeg forstår mig selv som fundamentalt forbundet med andre konservative, da der eksistere en fælles overbevisning om en samfundsorganisme, som vi i fællesskab er en del af-, og hvis sundhed er i vores fælles interesse. Vi er forbundne såfremt vi i fællesskab er en integral del af sagen selv. Konservatismen er altså ikke en ideologi man 'tager på sig', eller 'har' såfremt man er konservativ. Den, der først har forstået sig selv som konservativ, må tillige forstå konservatismen som uadskilleligt fra livet selv, da konservatismen udtrykker en fundamental forbindelse mellem selv og samfund.

En kritisk indvending imod konservatismen lyder ofte, at den konservative bare ønsker sin egen (strengt subjektive) virkelighedsopfattelse trumfet igennem. Dette er imidlertid en misforståelse, da nøglen i konservatismen netop er det intersubjektive, dvs. det fælles i verdenssynet, som konservative mennesker - alle indbyrdes forskelle til trods - alligevel deler. Det er strengt taget utænkeligt at have et konservativt verdenssyn, hvis man ikke genkender sine overbevisninger i verden. Dette forekommer i særlig grad, når man finder at éns virkelighedsopfattelse vækker genklang i andre og vice versa. Den mellemmenneskelige samhørighed er i en vis forstand konservatismens substantielle indhold (se næste afsnit). Vil man forstå konservatismen må man altså forstå, at det er den intersubjektive verdensanskuelse der overhovedet gør ideologien mulig.

Som konservative anerkender vi hinanden som tjenere af den samme idé: Samfundsorganismen. Men i denne anerkendelse ligger tillige overbevisningen om, at det er samfundsorganismen der er det vigtigste - at det er agtelsen for samfundet som et formål i sig selv vi genkender i hinanden. Et konservativt fællesskab er altså et fællesskab om at tjene: Ikke sig selv eller hinanden, men den idé og den virkelighedsopfattelse som vi er fælles om.

Den konservative vælger altså et verdenssyn, der for vedkommende selv står som det rigtige - ikke på trods af-, men netop fordi at andre deler det samme verdenssyn i mere eller mindre grove træk. Det ligger nemlig indlejret i et konservativt verdenssyn, at det ikke handler om de implicerede mennesker, men om det fællesskab der nødvendigvis er til stede som det primære, såfremt vi taler om at vi lever i et fælles samfund - ja, såfremt vi kan snakke om et samfund overhovedet. Man forsøger altså at samle sig om en idé om et fællesskab, der i en fundamental forstand allerede er til stede. Det er nemlig fællesskabet der formulerer konservatismens mening - ikke én selv.


III.

Ovennævnte meningsfællesskab vil jeg løbende vende tilbage til. Først vil jeg imidlertid spole tilbage til det individuelle liv og bestemmelsen af dette som en aktivitet, hvis primære udtryk er valget. Herved bliver det mere tydeligt hvad der særligt kendetegner konservatismen som et individuelt ideologisk valg.

Det skal bemærkes, at jeg ved brugen af ordet valg vælger at se fuldstændig bort fra den filosofiske diskussion af, hvorvidt individets ageren grunder i frihed eller i en determineret orden. Om den enkelte er fri i sine handlinger eller ej spiller altså ingen rolle for nærværende: Her henviser ordet valg udelukkende til det faktum, at den enkelte altid er aktiv på den ene eller anden måde, i det vedkommende udfolder sit liv inden for rammerne af et givent samfund. Det er denne livsaktivitet jeg gerne vil gøre opmærksom på.

Som konservative mener vi, at det enkelte menneskes liv kun er rigtigt forstået under hensyn til individets egen idé om sine rammebetingelser, og at kvaliteten af det individuelle valg således er uadskillelig for kvaliteten af individets samfunds- og verdenssyn. En dårlig idé om hvorledes 'tingene hænger sammen' udmønter sig altså generelt i dårlige valg. Dette mener jeg kan forsvares, om man så måtte mene at valget er frit, eller determineret.

Bestemmelsen af begrebet valg er det centrale problem for den filosofiske retning, der er blevet døbt eksistentialisme. Hvis vi undlader at dykke ned i den egentligt filosofiske diskussion af valget, men bevarer betegnelsen 'eksistentialisme' som en overskrift for 'enhver forståelse af valget', så kan vi snildt tale om en art eksistentiel konservatisme.

Eksistentiel konservatisme siger intet om det at vælge i sig selv, men sigter snarere efter en bestemt opfattelse af, hvordan det enkelte menneske forholder sig til- og forstår rammebetingelserne for sine valg, dvs. sin aktivitet/ageren. Dette rammebetingelsesforhold er i sagens natur analogt til, hvordan den konservative anskuer individet - sig selv og andre - i forhold til samfundet: Den individuelle aktivitet må slå sine rødder i- og betragtes fuldt og helt som betinget af den samfundsmæssige organisme.

At organismen handler igennem den enkelte og at den enkelte handler på vegne af organismen er absolut centralt for den konservative forståelse, dvs. det konservative verdenssyn. Samfundet betragtes altså ikke som et produkt af et eller flere individer. Samfundet er ikke noget vi har skabt. Samfundet selv er nemlig ikke noget vi vælger til- eller fra. Samfundet er snarere betingelsen for at vi kan vælge overhovedet, og denne betingelse viser sig konkret i vores muligheder for at vælge det ene eller det andet, og således leve vores liv på den ene eller den anden måde.
En idé om et 'skabt' eller et tilvalgt samfund svarer derimod til idéen om en kvinde, der føder sin egne forældre. Vi kan forestille os situationen - men så snart vi tænker nærmere over den, kommer den til at fremstå stadig mere absurd. Ligesom kvindens forældre kommer samfundet nemlig altid først, og leverer de rammer, som individet efterfølgende må forstå sig selv og sine egne valgmuligheder ud fra. Kvinden kan altså først føde såfremt hun selv er blevet født - og forældrene er den suveræne betingelse for, at kvinden er blevet født, ligesom vores samfund betinger hvilket valg vi kan træffe, og hvilket liv vi kan leve. Samfundet giver os nemlig vores muligheder for at vælge - og et valg uden muligheder er i sagens natur intet valg.

Vi mennesker lever og vælger altså altid ud fra en overleveret forståelse. Det er vores måde at forstå samfundet og verden på, der afslører vores muligheder for at leve og vælge i samfundet og verden. Essensen af den overleverede forståelse er den, man som konservativ forsøger at bevare i min verdensanskuelse. Det er den forståelse vi anerkender som betingelsen for vores egne valg, og det er en lignende forståelse vi anerkender, når vi anerkender andre som konservative. Konservativ er altså den, der individuelt vælger at arbejde for de fælles rammebetingelser.

Konservatismen baserer sig derfor på idéen om en grundlæggende harmoni i den fælles forståelse. At man er mange der er enige om, at samfundets kerneværdier er bevaringsværdige, dvs. at den overleverede verdensanskuelse er værd at bevare og give videre. Overalt er det nemlig verdensanskuelsen - anerkendelsen af at samfundet giver gode muligheder til individet - som er centralt. Dvs. ikke det enkelte individs valg, men det forhold at individet kan vælge på den måde, som samfundet tillader.

Som konservativ afviser jeg derfor, at samfundet i en grundlæggende forstand skulle være noget sekundært i forhold til individet. Konservatismen implicerer nemlig at individet altid hhv. er i- og agerer ud fra den kontekst vi kalder samfundet. Samfundet er som tidligere nævnt aldrig noget individuelt, og kan umuligt reduceres til noget sådant. Det er derimod fælles.


IV.

Konservatismen er altså væsentligt en kollektivistisk ideologi. Kollektivisme-begrebet er imidlertid blevet misbrugt i en sådan grad (af socialister), at vi bør dvæle et øjeblik ved ordet, for at sikre os mod misforståelser.

Bid først og fremmest mærke i, at jeg endnu bevæger mig på det beskrivende plan. Konservatismen er kollektivistisk i sit grundlæggende menneskesyn: Konservatisme implicerer en opfattelse af, at samfundet (ej at forveksle med staten, jf. afsnit D.) er den vigtigste faktor i forhold til det enkelte menneskes forståelse af sig selv og andre, dvs. begribelsen af sine egne muligheder for at vælge sit liv. En konservativ menneskeopfattelse vil således være at kultur, sprog, geografi, folk og samfundets generelle indretning i stort og småt er et uomgængeligt udgangspunkt for den passende forståelse af, hvad det enkelte menneske som sådan er.

Hermed er konservatismen i opposition til den universalistiske menneskeopfattelse, hvor man altid tænker mennesket som noget i sig selv, uafhængigt af hvilket samfund den enkelte så 'tilfældigvis' måtte være en del af. Dette betyder ikke, at den konservative nødvendigvis finder det meningsløst at tale om, at vi som mennesker alle er fælles om visse ting, og at en overordnet idé om menneskehed ikke kan være gavnlig. Nej, det betyder udelukkende at den konservative ikke acceptere at mennesket reduceres til den abstrakte universelle idé. En absolut idé om mennesket som noget, der skal tænkes uden samfund er og bliver altså en ukonservativ tanke. Mennesket er altid indviklet i sin konkrete verden, og enhver universalistisk kollektivisme - der taler om luftige ikke-ting såsom det menneskelige fællesskab - forbliver per definition ukonservativ.

Konservatismen er med andre ord en kollektivistisk ideologi, der tænker menneskets muligheder for at leve (at vælge) kontinuerligt med idéen om samfundsorganismen. Sidstnævnte betegner altid dette konkrete samfund. Et 'konservativt liv' er således det samme som at vælge at tro på- og at leve for det større og vigtigere liv end éns eget - og det 'store' liv vil altid på den ene eller anden måde være dette samfunds liv. Den konservative vælger altså aktivt at bevare det, der konkret er blevet overleveret: At give de muligheder videre, som samfundets 'store' liv har givet én selv, og således at vie det personlige 'lille' liv til den store idé om det fælles, det lokale, det forenende og det levende.

Den sande konservative arbejder altså for samfundet ud fra en grundlæggende forståelse af, at samfundet også arbejder for ham eller hende - og samfundet har allerede gjort noget for én, såfremt man overhovedet begriber, at man har visse muligheder for at handle. Det individuelle menneske er nemlig intet uden sit fællesskab og fællesskabets betingelser. Det er disse, der overleverer enhver mulighed for at leve og vælge - og såfremt man indser disse muligheder for gode, vælger man at leve for at bevare dem. Dette vil imidlertid altid være at leve for- og vælge på baggrund af idéen om noget højere, noget større og noget mere betydningsfuldt end én selv.

Det er sådanne store, fælles idéer der formidles i verdensanskuelsen.


V.

Når individet først frem til en sådan verdensanskuelse, anser den for god, og vælger at handle aktivt for at bevare den - så er individet et konservativt individ. Det konservative individ handler imidlertid ikke kun som individ, men tillige som repræsentant for den store, fælles verdensanskuelse.

Den konservative har med andre ord valgt at tro på noget større end sig selv. Men denne tro er ikke bare noget personligt. Den er derimod rodfæstet i den fælles samfundsorden, som individet altid allerede er en integreret del af.

I næste afsnit kigger vi nærmere på, hvordan det gode kan vise sig i det konkrete samfund som en overleveret mulighed, der anbefaler sig som særligt bevarinsgsværdig.

-

mandag den 6. maj 2013

Konservativt #1: Konservatismen i grundtræk (1/5)


(Dette er første del af en lang artikel om konservatisme. Anden del findes her: 'B. Konservatismen som -isme: Samfund og individ'. Tredje del finder du her: 'C. Konservatismen som konservativ -isme: Værdier og valg'. Fjerde afsnit finder du her: 'D. Konservatismen og staten: Tabu og norm'. Sidste afsnit 'E. Konkluderende bemærkninger' følger inden for en nær fremtid).





















"Plus ça change, plus c'est la même chose"
-Ordsprog

A. Om konservatismen generelt: Politik og verdensanskuelse

Konservatisme er en bestemt type politisk ideologi på linje med eksempelvis socialisme og liberalisme. Men samtidig er konservatisme noget ganske andet end de øvrige mainstreamideologier - både i form og i indhold. Dette gør konservatismen til en svært begribelig, hvis da ikke direkte uforståelig størrelse for mange. Det er denne forvirring jeg her vil forsøge at gøre op med - hvilket imidlertid kræver, at vi starter helt fra bunden.

Det karakteristiske suffiks -isme indikerer en form for enhed af sammenknyttede tanker, medens tillægsordet/navneordet konservativ har politiske konnotationer - selvom man i sagens natur kan kalde mangt og meget for konservativt, uden nødvendigvis at mene noget politisk med det.

I følgende tekst vil jeg primært beskæftige mig med konservatismen som et politisk fænomen. Dette fænomen lader sig imidlertid ikke undersøge som noget 'rent', da en konservativ politisk forståelse netop implicerer, at der ikke eksistere et entydigt skel imellem det, der er politik og det, der ikke er.

Hermed ikke sagt at 'alting er politik' for den konservativt sindede. Det drejer sig snarere om, at den politiske anskuelse hviler på overbevisninger, som ikke kun begrunder den konservatives politiske standpunkter, men tillige meget andet. Der er altså tale om en generel konservativ verdensanskuelse. Verdensanskuelsen følger ikke af den politiske overbevisning men vice versa.

Som konservative opererer vi altså stadig med et skel imellem politikken og verdensanskuelsen. Der er bare ikke tale om et entydigt skel såfremt vi snakker politik: Som konservative kan vi derfor ikke tale om politik uden konstant at trække linjer tilbage til den mere generelle virkelighedsopfattelse. Omvendt kan vi imidlertid snildt tale om verdensanskuelsen uden at inddrage politik.

Verdensanskuelsen er med andre ord det centrale. Verdensanskuelsen er det fundament, som politikken hviler på, og som politikken har sin hele mening i kraft af.

Der er altså tale om et klart ideologisk ('idé-mæssigt') hierarki: Verdensanskuelsen er det vigtigste. Overalt hvor vi som konservative taler om politik må politikken jævnføres, begrundes i- og retfærdiggøres ud fra verdensanskuelsen, mens det omvendte aldrig er tilfældet.

Konservativt talt er politikken nemlig tjeneren, mens verdensanskuelsen er herren. Så snart de to størrelser bliver ligestillede eller endog vendt på hovedet, da er der ikke længere tale om konservatisme. Hjørnestenen i enhver sand politisk konservatisme er nemlig, at politikken anskues som et underordnet del-element i den helhed, som her kaldes for verdensanskuelse.

Dette er et helt grundlæggende forhold, som ikke kan gentages nok, da det i et og alt rummer hvad der karakterisere konservatismen som politisk ideologi: Sand konservativ politik er altid begrundet i en verdensanskuelse. Dvs. at en autentisk konservativ politik kun kan forstås og føres ud i livet, såfremt vi besidder et passende indblik i den verdensanskuelse, der overalt må begrunde såvel den konservatives politik som vedkommendes generelle indstilling til livet.

Derfor er alting ikke politik for den konservative. Den konservative reducerer nemlig ikke verden til politik, men begrunder omvendt den førte politik i termer, der altid må og skal vise tilbage til verden. Politikken må altid følge af den bagvedliggende idé om verden, mens det politiske på sin side ikke har nogen magt over det generelle syn på virkeligheden.

Således tænker den konservative politikken kontinuerligt med virkeligheden og politikken forholder sig som sagt til verden som delen forholder sig til helheden. Helheden består af mange forskellige dele, dvs. meget ud over politik. Enhver del - heriblandt politikken - kan i og for sig godt betragtes i isolation, men i sidste ende har delen kun en mening, såfremt den jævnføres det store billede.

Dette forhold er på én og samme tid, hvad der særligt udmærker konservatismen som værende fundamentalt anderledes end tidens øvrige stridende -ismer (socialisme og liberalisme), og grunden til konservatismens nuværende krise, symboliseret ved det ynkværdige og anakronistiske Konservative Folkeparti: At konservativ politik altid må finde sin legitimitet uden for den strengt politiske sfære. Derfor befinder konservatismen sig ilde i den nuværende diskurs, der bølger imellem de ekstreme standpunkter, at politik enten er alt (socialisme) eller intet (liberalisme) - sat på spidsen, naturligvis. Denne ideologiske strid har affødt det relativistiske social-liberale mainstreamsynspunkt, at politik er alt og intet på én og samme tid (symboliseret ved det forholdsvis lille og uforholdsvis magtfulde parti Det Radikale Venstre). Et standpunkt der på mange måder udgør konservatismens diametrale modsætning.

Ovenstående komplikation - konservatismens krise - vil jeg vende tilbage til i afsnit D., hvor jeg forsøger at udpege en retning for en konservativ forståelse af statens rolle i samfundet.

Det er nemlig min overbevisning at den nuværende konservatismes kraftløse tilstedeværelse i det politiske landskab langt hen af vejen kan ledes tilbage til en manglende principiel klarhed over, hvordan vi som konservative overhovedet bør tænke staten. Alligevel er det en debat, som der ikke rigtig er nogen, der tager initiativ til at påbegynde - måske af frygt for, at snakken bliver for teknisk, intellektuel og teoretisk. Bliver man først beskyldt for bare én af disse tre ting er man jo som bekendt dømt ude i den offentlige debat. Da jeg imidlertid aldrig har være inde i debatten, har jeg ingen skrupler ved at give bolden op her.

Den vigtige statsdiskussion kan imidlertid ikke stå alene. Den må føres på baggrund af en nærmere bestemmelse af konservatismens særegne ideologiske indhold, som jeg giver et bud på i afsnit C. Før vi når så langt er det imidlertid også nødvendigt med en redegørelse for, hvad vi i det hele taget mener, når vi taler om konservatisme som -isme. Dette vil blive undersøgt i afsnit B..

Før vi griber til de konkrete politiske overvejelser, bliver vi altså nødt til at undersøge konservatismen i dens del-elementer, for at opnå en principiel klarhed omkring, hvad 'konservatisme' i det hele taget betyder. Hvis denne klarhed mangler, vil diskussionen af konkrete politiske overvejelser selvsagt være frugtesløs.

Selvom denne tekst fokuserer på konservatismen som et politisk fænomen kommer den altså i sagens natur til at handle om meget andet end netop politik, der som sagt først bliver eksplicit påtalt i afsnit D.. Dette forhold er ikke udtryk for modvilje imod at adressere konservatismens politiske dimension. Der er snarere tale om en nødvendighed, da ingen anden nulevende politisk ideologi er omgærdet af så mange uklarheder og misforståelser som det er tilfældet med konservatismen.

Det ville således være en fejltagelse at kaste sig direkte ud i overvejelser om det konservative perspektiv på statens rolle i samfundet, da et sådan projekt ville savne enhver meningsfuld kontekst. Givet konservatismens stærkt begrænsede tilstedeværelse i nutidens politiske landskab og den offentlige debat, er den konkrete statsføring da også de konservatives mindste problem på nuværende tidspunkt.

Tiden er snarere til selvransagelse og ideologisk mobilisering.

Nærværende lille skrift bør derfor heller ikke betragtes som definitivt. Der er blot tale om et ydmygt-, men alvorligt bidrag til den løbende ideologiske diskussion af konservatismens væsen - et væsen der alle dage har været så meget mere end det, som et enkelt menneske nu kan rumme og sige om det. For konservatismen er, når alt kommer til alt, en ideologi der drejer sig om det meningsfulde fællesskab, som intet isoleret individ i sagens natur kan udtale sig definitivt om.

Jeg overleverer derfor mine ord til læseren i troen på, at konservatismen stadig er ikke bare relevant men vital, og at den konservative grundtanke i fremtiden vil repræsentere et stærkt og fornuftigt alternativ til den retning, som det danske samfund bevæger sig i på nuværende tidspunkt. Denne tro mener jeg er det højeste og vigtigste, vi på nuværende tidspunkt må kræve af hinanden som konservative - for i denne tro arbejder vi ikke bare for vores egen- og for hinandens-, men også for fremtidige generationers skyld.

Jeg giver derfor mine tanker videre i troen på, at jeg således må styrke læserens egen tro på konservatismens berettigelse, i håb om at læseren selv må se nye håbefulde perspektiver i det konservative projekt, og at han eller hun selv må føle inspirationen til at gøre sit bedste i kærlighed til den fælles sag.

-