Filosofi/tænkning #4: Sprog, tavshed og mening

At forstå ord er i sidste ende at forstå, hvor ordene kommer fra. Ord er nemlig aldrig bare ord, og de kan umuligt eksistere i en lukket selv-referentiel boble. Sproget vil med andre ord altid træde i et forhold til noget andet og mere end sig selv - og derfor må man besidde et vist begreb om det, som ordene drejer sig om, for at begribe ordene i deres egentlige meningsgivende element.

At hæfte sig ved ordenes blotte tema - det som ordene taler- og skriver sig rundt om eller hen imod - er imidlertid ikke nok. Temaet eller spørgsmålet om hvad en tekst i bund og grund drejer sig om, er nemlig kun én side af sagen: Denne side er sprogets ekspliciterede kontekst, eller det aspekt af virkeligheden som ordene aktivt spiller bold op af, og forsøger at sætte sig i forbindelse med (og dette gælder også, om det nævnte aspekt af virkeligheden måtte kaldes for 'bare ord', da sproget selv både er en del af virkeligheden, og 'drejer sig om' dvs. taler om virkeligheden - men det er et sidespor).

Komplementært til det tema som ordene tager op, vil der altid knytte sig et mere dunkelt aspekt, som i sagens natur er sværere at få hold på: Alt det som ordene ikke påtaler aktivt, men som stadig er en nødvendig betingelse for, at ordene bliver forstået, som de bliver (hvordan det så end måtte være).

Sidstnævnte er som sagt ikke spørgsmålet om, hvad en tekst handler om, men spørgsmålet om hvordan teksten handler om det. Dette aspekt af sproget er altid implicit. Det kan aldrig påtales direkte, da det i sagens natur er uudtalt.

Den grundlæggende præmis for at et bestemt emne kan behandles sprogligt på en bestemt måde, bør altid skelnes fra alt det, som vi aktivt siger om sagen selv. Ellers mister vi et af sprogets væsentlige elementer af syne, nemlig det faktum at ingenting nogensinde kan siges 'ex nihilo' uden en forudgående, uudtalt kontekst for måden, som det bliver sagt.

Dette gælder også, såfremt det der bliver sagt, dømmes som uforståeligt, da et uklart eller forvirrende forhold imellem det der bliver sagt og den i sig selv tavse kontekst for ordene (måden de bliver komponeret/struktureret på) netop er det, der fremprovokerer oplevelsen af uforståelighed - præcis ligesom et 'naturligt' og 'selvfølgeligt' bånd imellem det sagte og det usagte gør en given ytring forståelig på en 'naturlig' og 'selvfølgelig' måde.

Som nævnt er der tale om to komplementære aspekter af sprogliggørelsen som sådan: Det første er, at der i det hele taget bliver sagt noget, og det andet er den altid forudgående mulighed for at sige noget om noget - som så bliver aktivt indfriet i ytringen. Disse to sider af sprogliggørelsen - hvad der bliver sagt, og den forudgående forståelse af hvordan det er muligt at sige noget om noget overhovedet - er parallelle, og det er i og for sig meningsløst at snakke om, at det ene aspekt skulle komme før eller efter det andet. Der er nemlig tale om to sider af samme sag.

Derfor er det måske også misvisende at påtale den i sig selv tavse mulighed for at sige noget som 'forudgående', da der reelt set ikke består noget tidsligt forhold imellem det sagte på den ene side og det dermed usagte på den anden - de to aspekter manifesterer sig nemlig i forståelsen simultant. Alligevel vil vi nødvendigvis opfatte muligheden for at sige noget som værende primær eller 'først' - fordi vi nødvendigvis må anerkende enhver faktisk sprogliggørelse som altid-allerede have værende mulig, før den blev artikuleret qua dens nu udtalte realitet. Erkendelsen af at en given uudsagthed (tavshed) gav én mulighed for at sige eller høre netop dette, følger så at sige automatisk med ved erkendelsen af, at det er netop dette der rent faktisk bliver sagt - og denne erkendelse af det sagte som en 'tidligere potentiel- men nu aktuelt indfriet mulighed' er altafgørende for forståelsen af det sagte dvs. en essentiel komponent i opfattelsen af det sagtes betydning.

Hvorfor nu skelne imellem disse to: Sprogliggørelsens (og forståelsen af sammes) hhv. tavse og udtalte aspekter? Fordi vi hermed fremhæver et væsentligt træk ved sproget, som forståelsen ofte 'springer over' givet trækkets paradoksale natur: At tavsheden eller det der ikke bliver sagt, er en lige så væsentlig del af forståelsen som det, der aktivt bliver talt om i enhver sproglig sammenhæng - hvad end vi så måtte tale om, og hvordan vi så end måtte tale om det.

Hver eneste gang vi taler eller skriver om noget, vil vi uundgåeligt tale eller skrive om noget på en bestemt måde. Det som vi taler om er eksplicit, og kommer altså til udtryk auditivt eller visuelt (empirisk) - men måden som vi taler om det vil altid være implicit, og kommer altså til udtryk på en indirekte, uudtalt facon: Som alt det der ikke bliver sagt, men som alligevel giver os muligheden for at sige lige præcis det, som vi siger - og for at forstå det som netop det, der bliver sagt.

Den konceptuelle og begrebslige mestring af et givet emne vil altid komme til udtryk i den aktivt udtalende sprogliggørelse. Det er altså - abstrakt talt - altid i kraft af, at vi skriver netop disse ord om netop dette tema, at vi kan tale eller skrive om, at noget er begribeligt på netop denne måde. Og netop fordi begreber og koncepter strengt taget er det eneste, som vi kan skrive eller tale aktivt om - dvs. fordi de faktisk udtalte og skrevne ord altid vil være det, som vi taler 'med' (dvs. at det består via ordene) - derfor har vi for vane at knytte forståelsen af ordene op på ordene selv.

Dette er imidlertid ikke helt præcist, da sprogforståelsen i mindst lige så høj grad opstår på baggrund af den potentielle uendelighed af alternative muligheder for at omtale et emne, som netop ikke bliver ekspliciteret. Alle disse muligheder passerer altid i tavsheden under ordene ('imellem linjerne'), som 'noget' der i sagens natur er ubegribeligt (i hvert fald aktuelt ubegrebet), og derfor teknisk set heller ikke kan kaldes for 'noget' overhovedet. Det er 'noget', der ikke lader sig indfange sprogligt på nogen tænkelig måde. Det er strengt taget 'ikke-noget', hvilket vil sige: Det er ikke noget som vi (aktuelt) taler eller skriver om - men selvom det altså således på en vis måde er intet, er det et et intet (en uudtalthed), som ikke desto mindre er en nødvendig forudsætning for, at vi forstår netop det, der rent faktisk bliver skrevet eller sagt. Det er den potentielle uendelighed af, hvad vi ellers kunne have sagt i stedet for netop det, som vi rent faktisk siger, der netop i kraft af sit fravær gør det sagte forståeligt som netop det, vi forstår det sagte som.

Den altid tavst implicitte måde at tale om tingene på lader sig aldrig påtale direkte - for i samme øjeblik dette aspekt bliver tematiseret, holder det effektivt op med at være det, som det er. Forsøger vi alligevel at tale om det, forvandler vi dermed det nødvendigvis implicitte - dvs. den uomgængelige kendsgerning at vi hver eneste gang vi siger noget, netop siger dette noget, og dermed ikke den potentielle uendelighed af andre ting, som vi hypotetisk set kunne have sagt - til et eksplicit tema. Vi vil med andre ord aldrig kunne tale om tavsheden uden at gøre den til noget væsentligt andet end det, som den er: Nemlig til sprog.

Men bare fordi vi ikke kan tale eller skrive om den, kan vi ikke tillade os at ignorere sprogforståelsens implicitte aspekter fuldstændig - for hvis vi ikke er enige om, hvordan vi bør tale om en bestemt ting, er vi yderste konsekvens heller ikke enige om, hvad det er vi taler om. Er der med andre ord for stor uoverensstemmelse imellem to eller flere parters implicitte forståelse af, hvordan et bestemt emne kan, skal eller bør omtales, og hersker der uenighed om grænsen imellem, hvad man kan sige om det, og hvad man ikke kan (eller bør) sige, så har vi at gøre med en uenighed der slår rødder i forskellige og måske endog uforenelige forståelser af det omtalte noget. I sådanne tilfælde vil det være problematisk at tale om, at der overhovedet hersker en fælles opfattelse af emnet, og det vil derfor også være unøjagtigt at sige, at de implicerede parter overhovedet snakker om det samme. De bruger måske nok de samme ord, og der hersker måske nok et vist overlap imellem deres respektive sprogforståelses strengt accidentielle aspekter, men i substansen er der tale om, at én siger og mener 'op' ved én ting, mens den anden mener at den samme ting i virkeligheden betyder 'ned' dvs. noget uforeneligt modsat:

Tænk f.eks. på liberalisten og socialisten der diskuterer 'det frie marked'. Den første ser per definition konceptet som noget godt, og reguleringen som noget ondt, mens den anden ser markedet som ondt, hvis ikke den gode regulering træder i kraft på en ordentlig måde. Alle 'argumenter' til trods er der altså her tale om et møde mellem svært begribelige tavse værdier, selvom disse hæftes op på et i sig selv 'objektivt' og 'neutralt' koncept som det frie marked - og af samme årsag ønsker ingen af parterne at give sig, da en eftergivelse vil være det samme som en indrømmelse af, at 'det gode' i virkeligheden er 'det onde' og vice versa, dvs. en indrømmelse af at man selv har været enten ond eller dum, fordi man har gået det ondes ærinde i den tro, at der var tale om det gode. Derfor holder hver part på sit - men ved således at holde på sit kan ingen af parterne ultimativt indrømme (så længe de holder sig indenfor deres respektive forståelse af, hvad det frie marked i bund og grund er, dvs. hvad konceptet betyder) at den andens pointer og 'argumenter' er lige så vægtige som deres egne. Hvorfor? Fordi socialistens implicitte forståelse af selve konceptet om et frit marked (dvs. hans måde at forstå det diskuterede noget som noget) væsentligt hviler på en forståelse af ting som udbytning, stigende ulighed - kort og godt: Uretfærdighed - hvor liberalistens implicitte forståelse lader konceptet om det frie marked hvile på helt andre ting såsom frihed, øget velstand, fremskridt osv.

I hvor høj grad er det meningsfuldt at sige, at sådanne parter faktisk taler om det samme, når de snakker om 'det frie marked'? På ét plan (det eksplicitte) gør de naturligvis: De diskuterer et bestemt koncept, og taler hhv. for og imod dette koncept ved at henvise til forskellige perspektiver på konceptets konsekvenser og manifestationer i virkeligheden. Men i det uudsagte vil liberalisten altid 'gå ud fra' en kontekst, hvor det frie, uregulerede marked i det store hele er udtryk for noget godt og nyttigt, der i bund og grund tjener menneskets interesse - mens socialisten stiltiende vil gå ud fra det uforeneligt modsatte standpunkt. Det som én har for vane at acceptere som en god ting, har den anden for vane at se som en dårlig - og derfor består sådanne diskussioner ofte i, at begge parter respektivt opfatter sig selv som 'det gode og det rigtiges' talsmand, der drager i kamp imod 'det onde og forkerte': De er enige i den forstand, at de begge holder deres egen tavse forståelse for den sande og gode, men denne enighed er absolut uforenelig med den andens (selv)forståelse, hvorfor enhver form for kompromis eller neutraliserende enighed i sagens natur er umulig, så længe de begge står på deres. Snakken drejer sig i realiteten ikke om det, der bliver sagt, men om det der ikke bliver sagt, og ikke kan siges, nemlig om kollisionen imellem to tavse kontekstualiseringer, der hver især bidrager til at den samme ting/det samme koncept ultimativt tilskrives diametralt modsatrettede egenskaber.

Da den implicitte forståelses hvordan og den aktivt ekspliciterende forståelses hvad altid eksisterer i parallel (ligesom lys og skygge, op og ned, højre og venstre mv.) er det en fejl at tro, at forståelsen er noget, der skal eller kan tales frem ved ordets magt alene. Den tavse implicitte forudsætning for forståelsen, der kommer til udtryk i sprogliggørelsens hvordan, lader sig nemlig overhovedet ikke berøre sprogligt i andet end en strengt indirekte forstand - som allerede sagt. Dette skyldes ikke en 'manglende vilje' til at tale om det usagte, men alene at det er umuligt at tale om det, der ikke bliver sagt. Det lader sig ganske enkelt ikke gøre uden at forvirre den tavse forståelse, og snakke om den som om den var noget ganske andet end det, som den rent faktisk er - nemlig noget vi ikke snakker om, og umuligt kan snakke om, fordi det overhovedet ikke kan tematiseres som 'noget', men snarere går forud for enhver tænkelig tematisering som denne tematiserings mulighed(er).

At vi i sagens natur ikke kan tale om det, der ikke bliver sagt, betyder imidlertid ingenlunde at det uudsagte er meningsløst, eller uforståeligt - tvært imod. Faktisk er der tale om 'noget', som vi altid allerede har forstået: Dvs. vi har forstået, at det ikke er det uudsagte som vi snakker om - da den eneste 'ting' der aktivt ikke falder tilbage i det uudsagte er netop det, som vi rent faktisk taler om. Vi forstår med andre ord den implicitte måde at tale om noget simultant med, at vi for det første snakker om netop dette, på netop denne måde - og at vi dermed, for det andet, ikke snakker om den potentielle uendelighed af andre mulige emner, eller snakker om det som vi snakker om på nogen anden måde end den, som rent faktisk er i færd med at folde sig ud netop nu - selvom vi (hypotetisk set) kunne snakke om den på uendeligt mange andre måder.

Sproget vil derfor altid have en 'skyggeside', så længe det rent faktisk bliver brugt: At forstå at vi kan bruge sproget til at snakke om noget, er nemlig det samme som at forstå, at vi hypotetisk kunne bruge det på en uendelighed af andre måder - men at vi alligevel bruger det på netop den konkrete måde som vi gør. Vi bruger jo altid sproget til at snakke om noget, og dermed indirekte til ikke snakke om noget andet. Hvordan vi altså end måtte forstå det sagte eller skrevne, så er det sagte og skrevne altid det sagte og skrevne - hvilket vil sige, at det aldrig er alt det, der hypotetisk set kunne have stået i stedet for, selvom den hypotetiske mulighed ikke er fuldstændig uden sin egen realitet (fordi den i teorien altid kan realiseres, ved at 'dreje samtalen over på noget andet' - men det er en anden snak).

Et passende billede på forholdet mellem det aktivt sprogligt udtalte, og den tavse, meningsgivende kontekst kan hentes fra et andet dunkelt grænseforhold, nemlig det imellem livet og døden - og særligt hvis vi her tager døden i udvidet forstand, og bruger ordet til at betegne alt, hvad der ikke er liv: Dvs. ikke blot 'tilstanden' efter livets ophør men tillige 'tilstanden' før livets begyndelse. Forudsætningen for, at vi overhovedet kan begribe noget sådan som 'døden' i denne brede forstand vil altid være, at vi på den ene side altid-allerede er blevet født, og at vi på den anden side endnu ikke er gået bort. Af samme årsag kan vi ikke gøre os døden begribelig uden at trække linjer til det, som vi allerede kender fra livet - selvom livet selv på alle måder er kendetegnet ved at være noget andet end døden, ja, faktisk at være væsentligt bestemt gennem dødens fravær. Når døden indtræffer er det per definition ikke længere muligt at være levende, ligesom man endnu ikke er levende inden man bringes til verden. Livet er med andre ord karakteriseret ved en væsensforskellig væren fra døden - en forskel som umuligt kan ignoreres uden at gøre både 'liv' og 'død' til meningsløse ord.

På samme måde forholder det sig med tavsheden overfor den aktive sprogbrug: Den går forud for enhver sproglig ytring som et endnu ikke, og bagefter som et altid-allerede - men disse abstrakte 'begribelser' af tavsheden bliver først aktuelle simultant med den faktiske sproglige ytring. Vi kan med andre ord stå midt i sprogets aktive udfoldelse som værende i sproget (aktive sprogbrugere), og i sproget bruge sproget til at kaste opmærksomhed på sprogets allestedsnærværende grænser - men dette er kun en gøren opmærksom - det er ikke en forklaring og ikke en 'konceptualisering', da sådanne i sagens natur er selvmodsigende forsøg på at gøre det umulige: At gøre det som man netop ikke gør, og som man i sagens natur aldrig kan gøre (analogt til at hævde at en udtalt definition af tavshed er en mere 'nøjagtig' eller 'rigtig' måde at forstå tavsheden på, end det at glemme enhver snak om 'definitioner' og 'tavshed' og hengive sig til den egentlige, ordløse væren - det er nemlig kun på baggrund af sidstnævnte, sprogløse tilstand, at det overhovedet er muligt at tale om tavsheden som noget. Tavsheden selv kan imidlertid aldrig være 'noget som vi taler os frem til', for så længe vi taler undviger vi den).

Selvom sprogbrugen umuligt kan indfange sin egen kontekst, er den alligevel - som netop denne sprogbrug - i ét og alt afhængig af den medfølgende tavshed. Det er nemlig kun i det sproglige grænseland - stedet hvor det sagte møder det uudsagte - at forståelsen er en mulighed. Forståelsen kan som tidligere nævnt ikke reduceres til 'bare' det, der bliver sagt, fordi det der bliver sagt aldrig siger det hele. Derfor er det da også sigende, at ingen vil mene at have 'forstået' et ord, en sætning eller en total sprogliggørelse af noget overhovedet ved blot at være i stand til at gentage den ord for ord. Forståelsen er derimod kun reel, hvis en sætning kan omformuleres vha. en række ekspliciteringer af det, som ytringen måske ikke selv sagde højt, men som lå implicit i den - f.eks. ved at definere et begreb. 'Forståelse' vil med andre ord sige en bestemt opmærksomhed på det implicitte forhold imellem det, der bliver sagt, og det, der ikke bliver sagt - og det faktum, at vi altid hypotetisk set kan sige noget nyt, eller noget andet om noget er netop et vidnesbyrd om den uudsagte konteksts muligheder, og om hvor essentielle disse er for forståelsens mulighed som sådan.

Hvis intet var usagt i en given ytring, var intet ej heller sagt, og der ville ikke være noget at forstå, andet end den blotte manifestation af den 'nøgne' sproglige væren - en 'sprogværen' som imidlertid ville mangle ét helt bestemt definerende 'sprog'træk nemlig afhængigheden af det implicit ikke-sproglige, og således også eksistere i det fænomenale grænseland for, hvad der overhovedet kan kaldes for sprog. Sådanne sprog-lignende fænomener er ikke umulige, og de forekommer da rent faktisk også, som f.eks. når visse religiøse retninger dyrker tungetale. Men i sådanne tilfælde 'kommunikerer' 'sproget' da heller ikke noget konceptuelt. Det tjener snarere som et vidnesbyrd om en bestemt tilstand - det bliver til en måde at være på, og ikke en måde at forstå på (mere præcist: Det bliver til noget andet end en væren-forståelig/forstående).

Tungetalen er karakteriseret ved den absolutte enhed imellem sprogets hvad og sprogets hvordan: 'Det' der bliver sagt kan overhovedet ikke adskilles fra måden, som 'det' bliver sagt på. 'At forstå' tungetale er således ikke noget andet og mere end det, at man blot hører den - for det man hører er en ornamenteret strøm af lyd, der ikke stiller sig i den konceptuelle menings tjeneste, men derimod trænger ind i et rum 'før' eller 'hinsides' forståelsen og påvirker os herfra ved lydstrømmens sproglignende kvaliteter. At høre tungetale er således også det samme som 'ikke at forstå' den, da den i det hele taget tjener et 'formål' der ligger hinsides skellet forståelse-ikke-forståelse, samtidig med at den - via sin konceptuelle uforståelighed - bringer opmærksomheden hen på dens kontekstuelle lighed med sproget: En 'lighed' der imidlertid er tom (hinsides konceptualisering, fordi tungetalen ikke har noget emne, og ikke kan have et), og derfor snarere berører tavsheden, eller gør opmærksom på sprogets iboende uforståelige aspekter, der netop ikke manifesterer sig i det sagte men i det usagte.

Den almindelige sprogbrug er derimod altid karakteriseret ved et konceptuelt afgrænset, ekspliciteret hvad, der træder i forhold til det uudtalte, kontekstuelle hvordan. For at forstå dette forståelses'rum' som den almindelig sprogbrug folder sig ud i, er det gavnligt at overveje modpolen til den absolutte enhed mellem sprogets hvad og hvordan - den enhed som vi finder i tungetalen - nemlig det 'sprog' der kommer til udtryk som en fundamental dissociation mellem det eksplicitte og det implicitte, eller imellem det sagte og det usagte. Et sådan 'sproglig' modpol til tungetalen kunne eksempelvis være den deliriske vildelses 'sprog' (et andet eksempel kunne være den psykotiske skizofrenes sprogbrug).

Når et menneske taler i vildelse bruger det ord og koncepter som vi kender, men disse ord folder sig ud i en implicit kontekst, som er komplet utilgængelig for den, der lytter, og 'sproget' bliver således uforståeligt. Under en tilstand af høj feber kan et menneske tale ud fra en oplevelse af sammenhæng (eller måske snarere manglende sammenhæng) i verden, der på et fundamentalt niveau ikke overlapper med noget kendt, eller 'selvfølgeligt allerede forstået'. Ord og sætninger optræder følgelig på en påfaldende 'løsrevet' måde, der kun under store vanskeligheder og med megen usikkerhed kan forstås som udtryk for en konceptuelt meningsfuld oplevelse. De eksplicitte ord (dvs. talens hvad) er genkendelige, og anerkendes som værende rigtige koncepter og begreber, men den uudtalte sammenhæng som disse ord plejer at indgå i, er væk. I den deliriske vildelse forlader den udtalende forståelse sit normale, trygge kontekstuelle rum, i det den individuelle oplevelse af virkeligheden dissocierer fra den kendte oplevelse af sammenhæng, og da den deliriske oplevelse ikke er direkte tilgængelig for andre end den, der undergår den, vil det sprog der udtales fra denne tilstand også være uforståeligt.

(Det bør nævnes at der ikke nødvendigvis er tale om nogen brat overgang imellem den almindelige og den deliriske sprogbrug - sidstnævnte er blot udtryk for den totale dissociering eller individualisering af sproget, som i yderste konsekvens end ikke er meningsfuld for den, der udtaler ordene. Der kan være mange grader af sproglig dissociation, hvor en bestemt sprogbrug stadig er fælles for nogle mennesker, og dog samtidig komplet utilgængelig og uforståelig for andre. Sådanne sproglige fællesskaber der i høj grad læner sig op af et bestemt fællesfølelse omring det uudsagte, inkluderer så diverse grupperinger som f.eks.: Konspirationsteoretikere, religiøse grupperinger, ofte også videnskabsfolk, og på det bredeste plan tilhængere af diverse politiske ideologier - men disse er alle udtryk for mere eller mindre anerkendte kollektive sproglige dissociationer mellem sprogets hvad og hvordan, og de 'hænger sammen' i den forstand, at de enkelte grupperingers medlemmer altid kan træde til med den bekræftende følelse af forståelighed. Sådanne sprogliggørelser reflekterer et sprogligt-kontekstuelt rum der er tilgængeligt for nogle, men ikke for alle (hvilket ret forstået er den sproglige normaltilstand mens 'det universelle sprog' er og bliver en abstraktion)).

Vender vi nu tilbage til den almindelige sprogbrug og forståelse med hhv. tungetalen og det deliriske sprog in mente, som eksempler på yderpunkter hvor den almindelige sprogforståelse går i opløsning qua hhv. den totale enhed imellem hvad og hvordan (tungetale) eller den totale dissociation imellem de to (det deliriske ord), bliver følgende forhold tydeligt: At den type forståelse som vi knytter op på den almindelige sprogbrug, afhænger af et forhold imellem den respektive sprogliggørelses emne (det som vi taler om) og den tavse kontekst (det som vi ikke taler om), der på den ene side aldrig er fuldstændigt entydigt og gennemsigtigt, men som på den anden side heller aldrig er fuldstændigt obskurt og uigennemskueligt. Sproget taler eller skriver med andre ord altid i et 'rum', hvis grænser udgøres af en mening, der hverken er fuldstændig fraværende eller fuldstændig tilstede. 

Dette fortæller os to ting om meningen, dvs. det som vi mener at forstå, hver gang vi mener at have forstået en given sproglig ytring på en given måde:

1. At mening som betingelse for det, der gør sproget muligt at forstå, aldrig kan være tilstede i sproget alene på en 1:1 facon, uden at sproget bevæger sig hinsides skellet forståeligt-ikke-forståeligt, og således ophører med at være sprog.

2. At mening aldrig kan være fuldstændigt fraværende eller 'ude af takt' med sproget, uden at sproget bliver aldeles uforståeligt (i yderste instans også for den, der taler det) og således ophører med at være sprog.

Skal sprog med andre ord være sprog, og ikke blot noget der minder om, er det derfor nødvendigt at operere med en mening, der på den ene side umuligt kan siges at opstå i sproget som en konsekvens af sproget, men som på den anden side heller ikke kan være fuldstændig løsrevet fra sproget, såfremt vi faktisk bruger det. Mening som denne relaterer sig til sprogbrugen må med andre ord kunne fattes via sproget som et uspecificerbart forhold imellem det, der bliver sagt og det, der dermed ikke bliver sagt. Sproget selv er blot en bestemt måde for meningen at ytre sig på - og det er således umuligt at 'definere' og indkapsle meningen som et afgrænset koncept i sproget selv. Dermed ikke sagt, at en definition ikke kan forsøges - ligesom mange også har forsøgt at karakterisere mening som en konsekvens af sproget - men sådanne forsøg vil i sagens natur aldrig kunne lykkes, da meningen (dvs. garanten for at sprog kan være hhv. forståeligt eller uforståeligt) i bund og grund ikke er noget sprogligt men omvendt: At sproget altid er noget (potentielt) meningsfuldt, så længe det er sprog.

Sproget er blot en overflade - og en overflade er et vidnesbyrd om det, som ligger bag ved. Vi kan altid tale eller skrive videre om overfladen, nuancere den, og således prøve at trænge bag om den - men det eneste vi således vil 'nå frem til' er mere overflade, og flere vidnesbyrd om de i sig selv usynlige dybder. Dybderne åbenbarer sig først i forståelsen, der bringer det sagte i harmoni med det, der ikke bliver sagt, og som umuligt kan siges.

Af samme årsag er enhver 'sprogfilosofi' en vildfarelse, da sproget i ét og alt er mindre værende end det, som sproget taler om og gør forståeligt, såvel eksplicit som implicit. 'Sproget i sig selv' er et forholdsvist perifert fænomen i virkeligheden, da den sproglige væren - dvs. at være talende, lyttende, skrivende, læsende - i ét og alt er derivativ, dvs. altid afhængig af forholdet til noget andet end sig selv: Sproget og sprogbrugen er afhængigt af dens mening - ikke omvendt.

Den mening som sprogbrugen er afhængig af, er qua sin tavshed umulig at afgrænse eller konceptualisere - der er snarere tale om det 'indre liv' i enhver sproglig afgrænsning og konceptualisering, eller 'det' der bringer enhver sprogbrug til live. Dvs. at meningen er 'det', der bringer alle distinktioner, afgrænsninger og konceptualiseringer ind i sproget via det, som vi netop taler eller skriver om (afgrænset fra den potentielle uendelighed af andre muligheder) - og det som vi rent faktisk taler og skriver om, kan kun forstås, fordi det på den ene eller den anden måde træder i et forhold til meningen, der altid 'ligger bag' (og 'ligge bag' gør meningen kun, fordi sproget altid 'trækker noget frem', som kun kan forstås som noget på baggrund af den tavshed, det trækkes ud af).

Enhver idé om at sproget og sprogbrugen skulle være 'meningsskabende' i sig selv - en opfattelse der bygger på den grundlæggende fejlantagelse, at mening overhovedet er noget, der kan 'skabes' og dermed også 'forgå' - ignorerer det åbenlyse, at mangt og meget er meningsfuldt alene qua oplevelse - dvs. igennem en væren der på ingen nødvendig måde står i forbindelse med nogen form for sprogbrug. At det er muligt at tale eller skrive om disse oplevelser, gør hverken til eller fra ifht. oplevelsernes mening, og dette vil forhåbentligt være tydeligt ud fra følgende eksempler:

Seksualiteten eller den kønslige tiltrækning og den dermed ofte følgende parringsleg er åbenlyst meningsfuld på et instinktivt niveau: Det er livet eller væren selv, der lærer os seksualiteten at kende - og denne lærer vi fuldstændig uafhængigt af den sproglige differentierings abstrakte konceptualiseringer. Med andre ord: Vi hverken taler, skriver, lytter eller læser os 'frem til' den opstemthed, der både farver vores væren ('gør den stemt', jf. Heidegger) og åbenlyst retter vore gøren i en bestemt retning. Vi kan altid søge at beskrive denne oplevelse - men oplevelsen består fint uden beskrivelsen. At den seksuelle opstemthed ofte fungerer som muse for en art sproglig fetichisme - at snakken drejer sig over på sex - er udelukkende et udslag af den seksuelle væren, som i ét og alt er meget andet og mere, end hvad vi nogensinde kan konceptualisere og snakke os frem til.

Et endnu mere basalt eksempel er åndedrættet. Det er meningsfuldt at trække vejret på et så basalt plan, at vi kun exceptionelt sjældent ser os kaldede til sprogliggøre oplevelsen. Vi kan rationalisere os frem til, at det er konceptuelt meningsfuldt at trække vejret - men denne rationalisering er kun mulig, fordi vi rent faktisk ånder, og i reglen oplever det som voldsomt ubehageligt at blive berøvet muligheden. Hvis vi sniger os op på et andet menneske, og trækker en plastikpose ned over hovedet på vedkommende, bliver det hurtigt klart, at vedkommende vurderer sin evne til at trække vejret som noget ekstremt meningsfuldt, da han øjeblikkeligt vil stoppe alt anden aktivitet til fordel for en energisk aktivitet rettet imod igen at kunne komme til at ånde frit. Denne reaktion opstår prompte - ikke som et følge af at den kvalte siger til sig selv, at han finder adgangen til ilt meningsfuld men omvendt: Den påbegyndte, paniske kamp for at genvinde luften er selv et følge af, at ilten er meningsfuld for åndedrættet, lungerne, blodet, livet.

Vi kunne beskrive en uendelighed af lignende eksempler (og ikke kun af strengt fysiologisk art: Kærligheden er et andet, strålende eksempel på det før-sprogligt meningsfyldte), men stopper her, da disse forhåbentligt er tilstrækkelige til at illustrere den overordnede pointe.

At skyde sproget ind som en 'meningsgivende' årsag i disse eksempler er absurd og kunstigt: Der er tale om aktiviteter der på afgørende vis influere vores væren og vores gøren før enhver tænkelig sprogliggørelse - hvilket da også bliver så meget desto mere tydeligt af, at det er aktiviteter som mennesket - det sproglige dyr - deler med en betragtelig del af det øvrige dyrerige (og på det mest generelle, abstrakte plan endog også med planteriget). Disse ting er implicit meningsfulde på en måde, der rækker langt udover enhver sproglig afgrænsning, i det de influere vores væren og gøren, om vi vælger at tale om dem eller ej.

At meningen med sproget - dvs. det som vi taler om - skulle kunne 'lokaliseres' i sproget, findes der altså absolut ingen grund til at antage. Alligevel er denne opfattelse - at mening i én eller anden obskur forstand 'opstår' som en konsekvens af vores måde at tale om den på - meget udbredt i visse kredse - hos nogle i en sådan absurd grad at man endog mener at virkeligheden overhovedet ikke er- eller giver anledning til noget uafhængigt af vores måde at konceptualisere den på - og at vi altså i en vis forstand 'skaber' virkeligheden igennem vores sprogbrug. Uden at dvæle yderligere ved dette overfladiske standpunkt her, vil jeg som afslutning blot bemærke, at jeg i dette lille skrift mener at have vist, at enhver sådan 'sproglig konstruktivisme' (eller hvad man nu ønsker at kalde den) er en tåbelighed, som det ikke er værd at tage alvorligt, hvor mange smukke ord den end pryder sig med. Et sådant standpunkt baserer sig nemlig på en så påfaldende tanketomhed ifht. selve vort begreb om det meningsfyldte, at Heidegger utvivlsomt roterer som en jetmotor i graven. Lad os nu langt om længe give gamle Martin fred, og begynde at tænke- og (ikke mindst) filosofere igen. Han har været død i snart 40 år - var det ikke på tide, at vi lod hans væren i fred?

Med venlig hilsen

Jakob-Jehurun

Diverse #7: Tåbelig Visdom 3

Selvom nogle siger DET, og peger udad, og andre siger JEG, og peger indad, så findes der kun én sandhed, som det altid har været, og altid vil være, så længe der er øjne til at se, ører til at høre, og hjerner til at tænke. Den sandhed hedder OPMÆRKSOMHED.

Når du er opmærksom på noget, og du er opmærksom for sandhedens skyld, så er opmærksomheden hverken DIG eller DET. Du er opmærksomheden, og opmærksomheden er det. Det som du er opmærksom på - den opmærksomhed er hverken dig eller det.

Når et menneske først og fremmest siger og gør JEG, siger 'jeg' foran alt hvad han mener, eller 'jeg' foran alt hvad hun føler, så gør det menneske sit 'jeg', sit indre, sine meninger og sine følelser til sandheden. Men på den måde skubbes opmærksomheden til side.

Og hvis et menneske altid siger DET, og hvis et menneske altid gør DET, og på den måde altid stiller et 'det' foran sig - så gøres det ydre, tingene og de såkaldte fakta til sandheden. Og på den måde glemmer det menneske opmærksomheden.

Sådan opstår 'rigtigt' og 'forkert' - og 'rigtigt' og 'forkert' er MAGTEN. Magten er de ord og gerninger, som mennesker køber og sælger til hinanden for at få hinanden til at sige og gøre bestemte ting. Ting der forstærker 'rigtigt' og ting der svækker 'forkert', om 'rigtigt' og 'forkert' så måtter være 'jeg' eller 'det'.

For dem der siger og gør 'JEG', er 'DET' forkert, og for dem der siger og gør 'DET', er 'JEG' det forkerte. Fordi 'jeg' altså siger, at 'det' er forkert, så er 'jeg' rigtig, og fordi 'det' gør at 'jeg' er forkert, så er 'det' rigtigt. Det er en cirkel, der slutter om sig selv

Magten er konstant og aldrig i ro, fordi 'rigtigt' aldrig vil blive tvunget igennem, og 'forkert' ikke kan udslettes - 'forkert' vil nemlig altid stå i vejen for 'rigtigt', og hvis det ikke var sådan, så ville 'rigtigt' ikke være rigtigt, og 'forkert' ikke være forkert. Magten er altså en form for dans, som JEG og DET danser med hinanden - og som 'jeg'-mennesker danser med 'det'-mennesker, som de hver især finder deres sandhed det modsatte sted i forhold til de andre.

Magten er sandhed - men hverken 'jeg' eller 'det' er sandhed, selvom magten i sandhed virker ved at gøre opmærksom på enten 'det' eller 'jeg'.

Opmærksomhed er sandheden - og JEG kan aldrig være opmærksom, uden DET at være opmærksom på, ligesom DET ikke kan påkalde sig opmærksomhed, uden at JEG er opmærksom. Hvordan skulle det ene kunne være uden det andet?

Magten er virksom ved at dele JEG og DET op, og skabe illusionen om, at sandheden er i det ene eller i det andet. Den, der ligger under for sådan en illusion er ikke opmærksom, og den der ikke er opmærksom, opfatter ikke magten, som magten i sandhed er. Sådan bliver han eller hun et skridt i en dans om rigtigt og forkert, som man ikke selv opfatter, hvor meget man end siger til sig selv, at man har styr på det eller på sig selv.

De fleste tror de er opmærksomme, selvom de ikke er det. Den opmærksomme tror ikke nødvendigvis selv at han er det. Han er jo opmærksom på, hvor ofte JEG eller DET leder ham vild, ved at kalde sig selv for sandhed. Han ser hvordan alle løber efter det rigtige og flygter fra det forkerte. Han ser hvilken magt det rigtige og forkerte har over andre. Han ser hvordan andre tager illusioner for virkelighed - og er derfor altid på vagt overfor sin egen virkelighed, af frygt for at illusionen skal tage magten fra ham.

Derfor ser alle på den opmærksomme med mistro. Hvad alle ser som meget vigtigt, negligerer den opmærksomme nemlig ofte fuldstændig. Han går tit op i petitesser, som om det var et spørgsmål om liv og død. Ofte siger og gør han ting, der er åbenlyst forkerte, og undlader at gøre det, som alle er enige om at kalde for rigtigt. Han griner af det, der er alvorligt, og tager det latterlige og fantastiske dybt seriøst.

Forestiller vi os nu én, der er opmærksom på sandheden, og kender opmærksomheden som den ene sandhed, der hverken er indeni, eller udenfor, der hverken er JEG eller DET, så må vi forestille os én, der vil være som en tåbe i denne verden. Én der ikke forstår sig på rigtigt og forkert. Én der er magtesløs og uden indfyldelse.

Ingen tager tåben seriøst, fordi tåben ikke forstår de andres rigtige og forkerte,

Men måske er tåbens magt netop at han ikke ligger under for det, som alle andre jager efter, uden nogensinde at opnå sand tilfredsstillelse?

Med vinelg hliesn

Jakob-Jeshurun

Kunst #2: Nymph()maniac

For nylig var jeg med min kæreste i biografen og se Lars von Triers nye, Nymphomaniac. Og som altid med den danske stjerneneurotikers film, talte Nymphomaniac stærkt til alle tænkelige patier og anti-patier man nu individuelt måtte bære som sit eget kors - hvilket de stærkt divergerende vinklinger fra landets anmeldere og diverse meningsdannere da også vidner om.

Derfor kommer nærværende lille 'anmeldelse' da også i ligeså høj grad at handle om mit eget, 'private' syn på filmens overordnede tema(er), så meget som den kommer til at handle om Nymphomaniac som blot og bar film. Men dette skyldes nu engang at filmen overhovedet ikke kan adskilles fra éns individuelle perspektiv på det, som filmen handler om - hvad det så end måtte være.

Nymphomaniac er nemlig en film, der udelukkende lever og ånder i kraft af, at tilskueren altid allerede vil have en holdning til de emner, som den behandler - om vedkommende så måtte være bevidst om det eller ej. Alt hvad von Trier foretager sig i filmen er rettet mod det singulære formål at stikke til tilskuerens i forvejen eksisterende intuitioner og holdninger. Selve filmen er mao. komponeret som en systematisk spørgen ind til- og graven dybt i en række (psykologiske, filosofiske og æstetiske) problemstillinger, med så dybe rødder i vores kultur, at alle i sagens vil have én eller anden holdning til dem. Samtidig afholder filmen sig imidlertid også fra at levere nogle entydige svar på disse 'store spørgsmål', men fastholder dem derimod som det, de er - spørgsmål.

Spørger man altså sig selv om, hvad Nymphomaniac er for en film, om den er god eller dårlig, smuk eller grim, klog eller dum, kan svaret kun leveres af den oplevelse, som man som tilskuer nødvendigvis selv bidrager til at skabe. Og filmens sande genistreg er den dobbelte bevægelse, ikke bare at stille tilskueren overfor en række store spørgsmål og dilemmaer, men tillige at gøre opmærksom på, at alle eventuelle svar ikke leveres af filmen selv, men fra måden som man nu engang ser filmen på.

Dette skal være min første, mest generelle betragtning om filmen - ja, måske endog min eneste: At Nymphomaniacs styrke og/eller svaghed er, at den ikke forsøger at sige os noget nyt, men i stedet minder os om at tænke over- og at føle det, som vi i alt væsentlighed følte og tænkte i forvejen. Jeg indrømmer at dette måske er en så generel betragtning at den tangere det indholdsløse, men det er ikke desto mindre det centrale for at forstå min måde at se filmen på - og følgelig det centrale for forståelsen af, at Nymphomaniac kan ses på den måde, som jeg vil beskrive i det følgende.

Så bær venligst over med min tomhed - jeg prøver nemlig at sige noget med den.

Før jeg drister mig til at trække de store overordnede linjer, og begynder at spekulerer i, hvad von Trier 'vil sige' med filmen - og jeg tvivler personligt på, at han overhovedet 'vil sige' noget med den på en så entydig måde, som det ofte bliver udlagt - vil jeg imidlertid dvæle lidt ved filmens form, dvs. hvordan den konkret er skruet sammen. Har man ikke formen in mente bliver indholdet nemlig meningsløst og/eller vilkårligt, så-

Selvom Nymphomaniac er meget lang - omkring fire timer i den hidtidige forkortede udgave - er handlingen i hovedtræk dejligt ukompliceret: Den krumryggede intellektuelle jomfru Seligman (en bleg, lun, præstelig Stellan Skarsgaard) finder den gennembankede, overpissede nymfoman Joe (altid karismatiske Charlotte Gainsburg) i en gyde nær sin lejlighed, på vej hjem fra bageren. Joe nægter at modtage ambulance-hjælp, men hun vil gerne have en kop te, så Seligman inviterer hende hjem. Resten af filmen består nu i Joes genfortælling af den lange historie, der leder op til netop der hvor hun er nu, i Seligmans seng, efter at være blevet tæsket og ydmyget, med en kop dampende te imellem hænderne.

Det er altså den enkle, overordnede ramme: Én karakter der fortæller sin livshistorie til en anden i sidstnævntes lejlighed. Simpelt og overskueligt.

Selve Joes historie, der optager det meste af filmen i form af flashbacks, er derimod lang og kompleks, og begynder så tidligt som Joes andet år, hvor den lille nymfoman in spe opdager sin kusse for første gang. Herefter bevæger fortællingen sig ellers hele vejen op igennem Joes barn- og ungdom ind i voksenlivet, med ét altoverskyggende fokus, nemlig sex, begær, lyst - der i fortællerens egne øjne har været den eneste egentlige drivkraft i hendes liv.

Seligman bidrager løbende med en række analogiske digressioner til Joes historie, om en mængde mere eller mindre 'intellektuelle' - eller åndelige - emner (fluefiskeri, kirkehistorie, polyfonisk komposition, for bare at nævne nogle få). Disse fungerer som en art kontrapunkt til historien om Joes ekstremt kropslige eskapader. 

Filmisk veksler vi således imellem 1) scenen i Seligmans lejlighed, 2) flashbacks fra Joes liv og 3) små 'dokumentariske' klip, der ledsager Seligmans digressioner. Der er altså tale om tre distinkte filmiske 'lag' eller 'sfærer', der holdes skarpt adskilte i den forstand, at de ikke griber narrativt ind over hinanden - i hvert fald ikke på nogen eksplicit måde. 

De tre 'sfærer' har tillige hver deres distinkte stil: Lejlighedsscenen er 'tør', uden baggrundsmusik , præget af reallyd, dialog og en rungende stilhed (bortset fra et momentant Bach-brudstykke fra Seligmans arkaiske båndafspiller - og her 'bløder' musikken da også over i Joes historie). De lange flashbacks fra Joes liv afbildes sig i påfaldende kontrast hertil: Denne 'sfære' er levende og passioneret, præget af baggrundsmusik og en intuitiv klipning, der afspejler en fortæller der springer lidt frem og tilbage i sine associationer (noget som von Trier til tider udnytter til udtalt komisk effekt). Og endelig er der så de Seligman'ske anekdoter, der er præget af en 'dokumentariske', illustrativ og arkivfoto-lignende stil. Disse forekommer også - sigende nok - i et mere snævert format end de øvrige 'sfærer'.

Selvom det kan virke oplagt at se Joes fortælling som historien i Nymphomaniac, fordi den for det første fylder mest, rent tidsligt og for det andet er det eneste 'lag' af filmen, hvor der rent faktisk sker noget (bortset fra starten og slutningen), så vil det være en fejl. Filmen handler nemlig ikke bare om en kvinde, der knepper sig gennem livet. Den handler om en kvinde der genfortæller hvordan hun har kneppet sig gennem livet til en jomfruelig mandlig lytter, der selv løbende bidrager med sine egne 'farvninger' af- (kommentarer til-) historien. Den egentlige fortælling i Nymphomaniac kan med andre ord ikke isoleres i én af de benævnte 'sfærer' - end ikke i dem alle på én gang. Nej, filmens faktiske drama udspiller sig nemlig i tomrummet imellem de tre forskellige sfærer, hvor alle filmens del-elementer kommentere på hinanden (så at sige).

Det er i dette tomrum den individuelle tilskuer kan inficere filmen med sine egne intuitioner om de overordnede temaer - hvilket som nævnt kommer direkte til udtryk i, hvordan man individuelt oplever at filmens vidt forskellige komponenter koncentreres til en større enhed (og nogle vil måske mene at dette slet ikke forekommer, dvs. at filmen er noget fragmenteret rod). På denne måde bruger von Trier filmens tre sfærer til at udspænde et usynligt lærred, hvor tilskueren så kan projicere sig selv - tanker, følelser og allehånde reaktioner - ind. For det er og bliver tilskueren - og kun tilskueren - der bringer hhv. Joes kropslige historie, Seligmans åndelige analogier og dialogen imellem de to hovedpersoner - ja, man fristes jo næsten til at sige: Dialektikken - ind i en større, meningsfuld orden, og altså gøre helheden levende.

Dette understreges yderligere af, at både Joes historie og Seligmans encyklopædiske anekdoter behæftes med en udtalt ambivalens, som filmen ikke står tilbage for at gøre os opmærksomme på: Seligman påpeger flere gange at Joes historie er ekstremt usandsynlig, således at Joes troværdighed, og dermed troværdigheden af den historie, som optager det meste af filmen, bliver et åbent spørgsmål. Joe sår omvendt tvivl om relevansen af Seligmans analogier - og filmen åbner dermed også op for muligheden af, at Seligmans intellektuelle indspark i bund og grund er intetsigende i forhold til Joes historie, og således snarere er distraherende end oplysende. Og endeligt gør kombinationen af disse to 'lag' og deres respektive tvetydighed naturligvis også dialogen imellem de to hovedpersoner til en rorschach-agtig størrelse... for hvad betyder det i det hele taget? Jo, jeg gentager gerne - det betyder på den ene side lige præcis det, som man som tilskuer uundgåeligt føler og tænker at det betyder, men på den anden side at filmen selv er tilbageholdende med at leverer entydige bekræftelser eller benægtelser.

Der findes imidlertid ingen måde at se filmen på 'uden om' den personlige oplevelse af den og derfor føles det da også som om, at filmen bestandigt bekræfter éns egen måde at se den på - for det er jo immervæk filmen, der får én til at reagere som man gør! Og så alligevel... for begynder man først at reflektere over sine egne reaktioner, evt. stimuleret af, at andre har oplevet filmen helt anderledes, bliver det efterhånden tydeligt, at filmen ikke har sagt mere end hvad man selv i en vis forstand har fået den til at sige. 

I forlængelse af ovenstående tænker jeg at det nu er på sin plads at knytte et par ord til filmens titel... nej, vent - ikke titlen, men måden titlen er udformet grafisk på. Jeg vil altså ikke kommentere på ordet 'Nymphomaniac' og alt hvad der måtte ligge i det - men derimod på måden som filmen giver os ordet at læse. Her gemmer der sig nemlig en interessant detalje, der kan fungere som nøgle til forståelse af filmen som sådan.

Som de fleste nok har lagt mærke til, er Nymphomaniac nemlig, på plakater og i filmens titelsekvens, blevet præsenteret på følgende sindrige måde:

NYMPH( )MANIAC

Dvs. at titlens O grafisk repræsenteres af den tomme parentes: ( ). ( ) er tillige blevet brugt som 'logo' i markedsføringen - så hvad skal det nu betyde?

Jo, denne lille spidsfindighed kan i min optik læses på (mindst) tre måder.

Den første, oplagte, vidunderligt vulgære er, at vi med ( ) får aftegnet noget, der i mistænkelig grad ligner en kvindes ædlere dele. Freud har altså alligevel ikke levet forgæves!

Den anden, måske lidt mindre oplagte måde at læse ( ) på (og åbenlyst influeret af det 'tilfældige' faktum at jeres læsende forfatter har læst filosofi), er den mere 'intellektuelle' og blodfattige: I den formelle logik er enhver given mængde omkranset af en parentes, og den tomme parentes betegner således den tomme mængde. Den tomme mængde er som bekendt også det, som vi som regel kalder for nul (0)

Den tredje måde at læse ( ) på er, at den tomme parentes adskiller de to distinkte ord nymph og maniac. Det er altså kun den tomme, ubestemmelige ( ) der adskiller nymfen fra galningen: Den, der lokker fra den, der agerer utilregneligt.

Som argumenteret ovenfor fungerer Nymphomaniac som film, fordi den spiller ekstremt bevidst op af dette 'åbne' tomrum, som man selv fylder ud som tilskuer, om man så vil det eller ej - og det er det samme tomrum, som vi altså her finder klart og tydeligt repræsenteret i titlen.

At netop det ubestemmelige tomrum er filmens egentlige tema reflekteres tillige i en replik, som filmens nymfoman Joe gentager talrige gange:

"FILL ALL MY HOLES"

(Bemærk hvordan Lars von Trier på karakteristisk sardonisk vis får sneget et stykke klassisk porno-dialog ind i sin egen, 'højpandede' film!)

Nymphomaniac handler om intetheden, fraværet, negationen - og er følgelig på alle tænkelige planer en hullet film: Men netop hullerne, og deres kunstfærdige placering, er filmens styrke snarere end svaghed. For hullerne er præsenteret på en sådan måde, at tilskueren nærmest bliver tvunget til at fylde dem ud - men samtidig på en så subtil facon, at man føler sig forført til at gøre det. Man gør det med andre ord ubehjælpeligt 'af sig selv' - ligesom filmens Joe med noget der minder om en naturlovs konsekvens følger sin egen lyst uagtet af, hvad hun fornuftigvis, fra en moralsk betragtning måske burde gøre.

For hun burde jo nok lade være med at give et blowjob til den stakkels mand, der tigger hende om at lade være, fordi han elsker sin kone så højt, men alligevel ikke kan undertrykke sin egen lyst... og hun burde jo nok blive hjemme og passe sit barn, i stedet for at efterlade det alene i en lejlighed - med åben altandør (a la Anti-Christ)! - fordi hun simpelthen skal hen og blive gennembanket af en sadist, for sin egen fornøjelses skyld... og hun burde og hun burde - men så kommer lysten alligevel altid i vejen på én eller anden måde. Driften imod at blive (psykisk og fysisk) fyldt op er altid til stede, og for voldsom til at ignorere.

Sådan konfronterer filmen tilskueren med spørgsmålet om, hvorvidt Joe er den ultimative frie fugl, der kompromisløst følger sine egne veje, eller om hun er en ynkværdig slave af en afhængighed, som på alle måder har magten over hende (en problemstilling der ekspliciteres i forløbet om Joes behandling for 'sexafhængighed'). Noget som den filosofisk opmærksomme tilskuer vil genkende som det evige spørgsmål om den frie vilje.

Selvsamme spørgsmål kan så stimulere den evt. samvittighedsfulde tilskuer til at spørge sig selv (hvis man da er typen der ikke kan lide at kræve af andre hvad man ikke kræver af sig selv, også selvom 'andre' skulle være en karakter i en film): Er jeg selv herre over min egen dom over Joe, eller bliver jeg dikterert af, hvordan tingene nu engang bare er? Altså: Er Joe i bund og grund syndig? Eller er hun uskyldig - måske endog 'ren'? Og det kommer - naturligvis - helt og holdent an på éns egen definition af, hvad man retfærdigvis kan kræve af andres gerninger - og således også i hvor udtalt grad man selv kan tillade sig at dømme andre. Og samtidig får vi så det personlige spørgsmål om, i hvor høj grad man nu er villig til at undskylde andre menneskers forkastelige gerninger - for at Joes gerninger er forkastelige er ubetvivleligt fra ethvert moralsk perspektiv. Og sådan kunne man fortsætte - for hver eneste spørgsmål bringer nye med sig, og de er alle forbundne.

Nu vil jeg ikke forsøge at besvare disse store spørgsmål her. Det ville trods alt være en for omfattende opgave. Ovenstående er udelukkende for at vise hvordan Nymphomaniac på begavet vis præsenterer tilskueren for disse dybe problemstillinger - og endog gør det på en så tvetydig måde, at man fristes til at tro, at éns egne domme er filmens, hvis man da ikke lige får tænkt sig om en ekstra gang. 

For nu - i Seligmans ånd - at drage en kosmisk analogi: Hvis et sort hul er en kollapset stjerne - altså et 'omvendt lys' - der qua sin egen natur trækker alt lys og materie til sig, i en sådan grad at det sorte hul ligefrem afbøjer rum og tid, og hvis man nu forestiller sig situationen at stå ansigt til ansigt med en sådan kosmisk kraft: Er det så utænkeligt, at det sorte huls tiltrækning vil virke så stærkt på én, at man ligefrem følte at man blev suget ned i det af egen fri vilje - simpelthen fordi det var det eneste man havde lyst til? Eller måske fordi man dybt inderst inde følte, at det var det eneste rigtige?

Og for at hive ovennævnte hypotetiske eksempel ned på jorden: Hvad nu hvis man bar rundt på sådan et sort hul imellem benene? Hvis éns umættelige kønsdrift ikke bare dikterede éns eget liv, men tillige alles liv omkring én? Det er spørgsmålet, som Nymphomaniac stiller.

Er Joe et offer for sin lyst? Eller er hun gerningsmanden, der smadrer alt omkring sig, for sin egen fornøjelses skyld? - Eller er hun måske blot en enkelt brik i et kosmisk magtspil, der på én og samme tid har alt og intet med hende at gøre? Filmen giver intet svar - men som tilskuer er det umuligt ikke at blive ledt i den ene eller den anden retning, i takt med éns egen skiftende holdning overfor karakteren: Sympati? Anti-pati? Indifferens? Mystisk fascination? Hvem kan sige hvad der er korrekt i den sammenhæng?

Og dog oplever man jo uundgåeligt noget. Jeg gentager, understreger, kursiverer og sætter et udråbstegn: Man oplever noget! Filmen kan nemlig ikke ses på en 'distanceret', 'kritisk', 'analytisk' måde - det er kort og godt umuligt: For skulle man vurdere præcis hvad filmen fortæller os om de store spørgsmål den stiller, da ville det forudsætte at man selv havde de definitive svar - og det er der ingen der har. Det eneste man kan have er instinktive sympatier, anti-patier, 'intuitioner' - og filmen kan således også kun måles med disse. Filmens kvalitet afhænger med andre ord af kvaliteten af éns egen karakter - og hvad der måtte ligge i det kan kun hver enkelt tilskuer afgøre med sig selv.

For nu at løfte blikket fra filmens eventuelle indhold, og vende tilbage til formen med ovenstående overvejelser in mente:

Ligesom kvindekroppen har tre markante huller, har filmens tre sfærer også hver sit tomrum, som trygler om at blive fyldt ud... nå ja, beklager min terminologi, som nogle måske kunne opfatte sexistisk, men det er nu engang svært umuligt at skrive om denne film, uden at drage sådanne paralleller. Nymphomaniac lægger selv op til det! Eller gør den? Osv. ad infinitum.

Nå, spøg til side. Evigheden vender jeg tilbage til. Tre huller - tre tomrum:

Den overordnede narrativ i Seligmans lejlighed konstitueres som sagt af dialogen imellem to karakterer, der på nærmest karikeret viis optegnes som diametrale modsætninger: Den livsfjerne bogorm Seligman overfor den på alle måder ekstreme, impulsive, lystsøgende Joe. Der er vitterligt en uendelig kløft imellem de tos erfaringsverden og referenceramme, og alt dialog og gensidig forståelse imellem dem må bygge bro tværs over denne afgrundsdybe slugt. Det lykkes godt nok de to hovedpersoner at bilde sig selv ind at de faktisk kommunikerer med hinanden - men kun indtil sidste scene, hvor virkeligheden trænger igennem til dem begge på hver sin facon, og på alle måder gør kvaliteten af deres gensidige forståelse til et åbent spørgsmål.

Det var det første: Tomrummet imellem Joe og Seligman. Videre:

Joes historie er som nævnt præget af så mange mærkværdige tilfælde og underlige spring, at Seligman da også selv - på sine egne og tilskuerenes vegne - påtaler, at det simpelthen ikke kan passe.

Andet tomrum: Det, som udfyldes af Joes fantasi, som gør at vi som tilskuere ikke har noget klart koncept om, hvornår vi kan tro på hendes historie og hvornår vi ikke kan.

Og endelig er der Seligmans digressioner, som alle er fremstår totalt dekontekstuelle. Karakteren besidder en ufattelig mængde viden ('facts'), men det er en viden uden formål - som en stak trivialpusuit-kort uden spilleplade eller spillere. Der er ingen større sammenhæng, som det hele kan passe ind i. Han er som en encyklopædi af løsrevne, 'udstillede' og ordnede artikler, der ikke fortæller nogen historie i sig selv. Alligevel - ja, måske netop derfor - er det hele tiden som om at han kan presse sin dissocierede stykker trivia ind i Joes historie, og relatere til hende igennem dem. Joe er da også villig til at tro, at det faktisk lader sig gøre, og at de to karaktere faktisk har noget - et eller andet - til fælles, som gør at de rent faktisk snakker om det samme, og forstår hinanden.

Dette er det tredje tomrum: Den store sammenhæng i Seligmans viden, der simpelthen ikke er til stede.

Det eneste som Seligman og Joe rent faktisk har til fælles er imidlertid - meget sigende - følelsen af et stort, ubestemmeligt fravær. Seligman beklager sig et sted over hvordan ord-, selv de klogeste ord af de mest geniale forfattere, ind imellem kan forekomme så uendeligt tomme. Og Joe beskriver den umådelige ensomhed, som hun føler på trods af- eller på grund af hendes hundrede- hvis ikke tusindvis af elskere. Spørgsmålet bliver nu: Kan man være fælles om noget, som man hver for sig oplever som noget udeblivende? Kan mennesker knytte egentlige bånd med hinanden på basis af den individuelle oplevelse af meningsløshed? Kan man virkelig være sammen om at være alene?

Her fristes jeg nærmest - som jeg så ofte gør - til at citere åbningsversene fra Prædikerens bog. Og nu gør jeg det - for jeg kan simpelthen ikke lade være:

"Endeløs tomhed, sagde Prædikeren, endeløs tomhed, alt er tomhed! Hvad vinding har mennesket af alt den flid, han gør sig under solen?" -Prædikeren 1,1-3

Heldigvis passer dette citat da også umådeligt godt på Nymphomaniac, så jeg behøver ikke at føle mig alt for forlegen over at have mistet kontrollen på den måde. Gudskelov!

Citatet passer godt til filmen af to årsager:

For det første fordi filmen væsentligt handler om spændingen imellem oplevelsen af, at alt er tomt, og det store spørgsmål om, hvad man så får ud af noget i det hele taget. Bliver Joe tilfredsstillet af alt sin sex? Bliver Seligman oplyst af sin viden? Eller vil de hver især bare have mere og mere, for evigt, i jagten på en mening, der vedbliver at udeblive? En 'mening', der måske netop bliver mere og mere absurd og meningsløs, så længe de hver især bliver ved med at søge den, på den måde som de gør? Og når de begge til et vendepunkt til sidst? Eller er der bare tale om, at de - på hver sin måde - fortsætter videre af den vej, som de for længst er slået ind på, og som de ikke kan komme væk fra igen?

For det andet er filmen ekstremt rig på religiøse analogier. Seligman gør opmærksom på talrige af dem i Joes historie, blandt andet eksemplificeret ved Joes vision af to kvindeskikkelser under en spontan orgasme som 12-årig (af den babylonske skøge og Messalina, kone til den romerske kejser Claudius, og berømt/berygtet for sin uudslukkelige seksuelle appetit. Joe ved sigende nok ikke selv hvem de to skikkelser er, men fortæller at den ene af dem 'lignede jomfru Maria lidt'!). Et andet element er Joes ungdommelige deltagelse i en kvindekult dedikeret til at destruere kærligheden - hvis messende sammenkomster sigende nok ledsages 'musikalsk' af en monotone gentagelse af tritonus-intervallet (kendt som djævlens interval grundet sin påfaldende dissonans) spillet på klaver. Seligman selv er dybt fascineret af religion 'som koncept', selvom han ikke selv er troende - han drager bl.a. en parallel fra Joes historie til den oldkirkelige opsplittelse i ortodoks- og romersk-katolsk kristendom. Og endelig er hele rammefortællingen i Seligmans lejlighed sat op som en syndsbekendelse, i det Joe i udgangspunktet ser sig selv som et forfærdeligt menneske, mens Seligman på den anden side trøster hende ud fra sit eget sekulære perspektiv af, at synd ikke eksisterer.

Samtidig er filmen imidlertid demonstrativ i sin irreligiøsitet: Alting er nemlig vendt på hovedet. Her ser vi en lang række paralleller til Anti-Christ - en film som Nymphomaniac på mange måder kan ses som komplementær til. Begge film handler på hver deres måde om inversion - eller sagt paradoksalt: Begge film handler om den 'den store (post)moderne fortælling' om, at der ikke længere er nogen stor fortælling. Dvs. at den overordnede ramme er givet ved vores kulturs undsigelse af den store livsmytologi - hvilket så kommer til udtryk i fortællinger om den store orden der kollapser, eller erfaringen af universets uudgrundelige intethed osv.

Jeg vil give fire eksempler på, hvordan denne inversion optræder i Nymphomaniac;

For det første: Tomrummet, eller intetheden spiller ganske åbenlyst den samme rolle i denne fortælling om fortabelse, som Gud ville spille i en klassisk forløsnings- eller nådesfortælling. Hvor Gud repræsenterer den overalt- og intetstedsværende kraft, der i sidste ende 'oplyser' samtlige prøvelser, og gør alting - selv det tilsyneladende mest meningsløse og brutale (korsfæstelsen) - sublimt meningsfuldt (fordi han elsker det enkelte menneske som faderen elsker sit barn), er intetheden her en tilsvarende overalt- og dog intetstedsværende kraft, der påfaldende nok virker diametralt modsat: Alting - selv det, der burde være en kilde til mening (kærligheden, forståelsen) - bliver i sidste ende meningsløst - for i sidste ende skal vi alle dø alene.

For det andet: Det kvindelige, irrationelle, driftslige/kropslige (naturlige) betones som det oprindelige og drivende princip, i modsætning til den mandlige, rationalistiske, åndelige (religiøse) indstilling. Alting bliver således ikke ordnet i én endelig, højere syntese, der gør alting meningsfuldt, Nej - alting går til grunde, inklusiv håbet, nærheden, kærligheden mv. 

For det tredje: Det sublime, ego-opløsende og 'højere' ved den religiøse oplevelse erstattes af det lystbetonede og 'lavere': Orgasmen, der som bekendt har en meget midlertidig karakter træder i stedet for den religiøse erfaring af det evige. 

For det fjerde: Joe og Seligman præsenteres på alle måder som modsætninger: Hedonisme kontra askese, krop kontra ånd, kønsdele kontra hoved og så fremdeles. Den klassiske forestilling om Gud som coincidentia oppositorum - modsætningernes sammenfald - ville derfor gøre det oplagt for von Trier at afrunde filmen ved at præsentere en endelig 'morale' eller erkendelse, og således åbne for et højere perspektiv, hvor Seligman og Joe forenes i ét og samme synspunkt, i én eller anden bevidsthedsudvidende fælles forståelse. Dvs. det ville være oplagt, hvis Gud i klassisk forstand stadig var en del af vores kulturelle referenceramme. Filmens afslutning gør derfor også et stort og meget demonstrativt nummer ud af, at en sådan ægte forening af modsætningerne ikke lader sig gøre (hvor meget man selv og filmens hovedpersoner end længes efter den). Den 'store erkendelse' udebliver således også (måske - for det kommer i sidste ende an på, hvordan man selv ville bestemme en 'stor erkendelse').

Og sådan kunne man i princippet blive ved. Og sådan har jeg allerede overskredet grænsen imellem hvad filmen 'objektivt' rummer, og hvordan jeg selv oplevede den, 'subjektivt': Ved at holde mig til en beskrivelse af, hvordan filmen er. For denne film kan som nævnt ikke være noget som helst, uden én at være det for - ligesom vi, der oplever, aldrig kan 'nøjes med' at opleve som sådan, men altid må opleve noget. Der er med andre ord tale om noget så fundamentalt som menneskets forståelse af sig selv og sin omverden - og på det allermest simple, abstrakte og generelle plan er det det, som Nymphomaniac handler om. Den handler med andre ord om præcis det, som man nu måtte mene at livet som sådan handler om. Og derfor er den kunst.

Nymphomaniac er et vellykket værk, fordi den på såvel form- som indholdsside præsentere beskueren for et unikt-, men også tidstypisk (post-moderne) blik på det, som jeg vil driste mig til at kalde de evige problemstillinger:

Filmen er unik i den forstand, at Lars von Trier har en umiskendelig personlig stil, som ikke er til at tage fejl af (her tænker jeg særligt på den særegne blanding af 'kunstig', stiliseret dialog og de meget humane skuespilpræstationer, som von Trier har et stort talent for at frembringe). Den er tidstypisk i sit fokus på kropslighed, seksualitet og køn, og i sin legende stil'forvirring' - en 'forvirring' der paradoksalt nok er meget bevidst og kontrolleret. Men det, der i sidste ende gør Nymphomaniac til et kunststykke er, at den bruger sine unikke- og de tidstypiske elementer som redskaber til at udforske nogle problemstillinger, temaer, emner, der på én og samme tid er så nærværende at vi alle allerede har en mening om dem, og dog så svære at få hold på, at de færreste overhovedet tænker over dem. Derfor bliver Nymphomaniac hverken navlepillende, eller ironisk distanceret på den der uendeligt trættende, moraliserende måde, som man kender fra folk, der godt kan lide at høre sig selv sige ord som 'hetronormativitet'. Det er nemlig ikke en film der prøver hårdt på at fremstå klog, interessant og dyb - det er en film som rent faktisk er klog, interessant og dyb (her har i grunden til at Mads Holger ikke kunne lide den...)

Nymphomaniac er med andre ord en film, der tjener en bevidsthedsudvidende funktion. Ikke fordi den fortæller os ét eller andet definitivt, men fordi den agerer vindue ind til det, der i mangel på bedre ord må kaldes for eksistensens store mysterium. Og Lars von Trier er en god instruktør, fordi han stoler tilstrækkeligt på tilskueren til, at lade de endelige konklusioner være vores egen sag. 

Af samme årsag er denne film da heller ikke 'feministisk', ligeså lidt som Anti-Christ var misogyn (eller omvendt): For von Trier har øje for det paradoksale faktum, at en 'frigjort' kvinde som filmens Joe stadig kan være i lænker, netop i kraft af sin 'frigjorthed' - ligesom den 'intellektuelle' (og her må jeg med en vis tilfredsstillelse tilføje: Kulturradikale) Seligman på sin vis afslører sig selv som værende en sand barbar i sin umættelige nysgerrighed overfor alt, hvad der for ham at se er 'konceptuelt spændende' (et barbari der da også bliver hans endeligt)

Trier er med andre ord klog nok til ikke at træde ind i den kedsommelige moralistiske narrativ om, at der nødvendigvis må være ét køn der er vinder, og et andet, der er er taber. Han reducerer ikke virkeligheden til noget, der i sidste ende skulle være et spørgsmål om rigtigt og forkert. Mand og kvinde taber og vinder således sammen, fordi de er aktører i det samme kosmiske, menneskelige drama, hvor 'menneskehed' her forstås som en størrelse, der består af to komplementære, men også modsatrettede halvdele - og Joe og Seligman er lige fortabte, præcis som de er lige almægtige i hver deres drifts vold (mod hhv. nydelse og viden).

Nymphomaniac iscenesætter imidlertid ikke bare køn, men ethvert modsætningsforhold som et uudgrundeligt paradoks, hvor op og ned, lys og mørke, sandt og falsk er indlejret i hinanden - og overlader herefter reaktionen til tilskueren. Enhver modsætning, der ikke eksplicit påtales af filmen (og man kan finde mange, hvis man leder) kan man således også, i princippet, læse symbolsk ind i den. Derfor kalder jeg filmen for en kommentar på det evige - for den kan fungere som en bundløs brønd, med uudgrundeligt meningspotentiale, for den der anlægger det rette perspektiv på den. Giver man sig for alvor til at tænke over Nymphomaniac kommer man nemlig uundgåeligt til at tænke over sig selv, sin verden, sin kultur, og alt imellem himmel og jord.

Det er befriende at se en film, der i ét og alt er dedikeret til at fremstille nogle problemstillinger så tydeligt som muligt, i stedet for at være optaget af, hvad tilskueren død og pine skal mene om dem. I Nymphomaniac gives beskueren snarere fri til at opleve, uden om den løftede pegefinger, der næsten altid ligger på lur, når en instruktør beslutter sig for at tage livtag med de 'store' temaer (fordi alle store temaer lever i en moralsk gråzone, og per definition flirter med det forbudte). I Nymphomaniac kan man således trygt tabe sig selv i øjeblikket (for i det store perspektiv er fire timer jo også kun et øjeblik), uden at frygte andre skjulte budskaber end dem, som man selv måtte bære med sig.

For denne tilskuer var filmen først og fremmest oplevelsen af en grænseløs forundring: En forundring over hvordan jeg fangede mig selv i at elske en film, hvis tag-line er: Forget about love. For er det ikke utroligt at en film alligevel, i sidste ende fremprovokerer netop den følelse, som hele oplevelsen syntes at være designet som en stor negation af?

At det overhovedet kan lade sig gøre kan jeg kun undre mig over - og desto mere jeg undrer mig, desto mere må jeg beundre præstationen Nymphomaniac.

Det er en film, der udfordrer os til at finde mening i tomheden - ikke ved at flygte fra den, eller forsøge at komme med halvhjertede 'løsningsforslag - men ved at se meningsløsheden kompromisløst i øjnene. Så sørg nu for at få den set - det er nemlig ikke bare en film, men en kulturel begivenhed, hvad end man så måtte mene om det.

Med venlig hilsen

Jakob-Jeshurun 

Filosofi/tænkning #3: Det store billede - tre perspektiver på N

1. Hvad er N?

Alle nyhedskilder/medier udgør hver for sig et forsøg på at influere samfundets overordnede Narrativ (N).

N er den historie, som vi på kollektiv basis fortæller os selv om, hvordan vores samfund ser ud. N er med andre ord Danmark som én samlet idé. Vi kan derfor kalde N for det store Danmarksbillede.

Når vi snakker om N, snakker vi ikke om noget definitivt. Den store forstælling om det Danske samfund er ikke en afgrænset størrelse. Det ligger tværtimod i selve Ns natur, at den er til stadig diskussion. Der er med andre ord tale om en åben idé.

Det er kun fordi, at N er en åben idé, at vi har noget sådan som den pluralistiske presse. At nyhedsstrømmen er præget af mange stemmer er en konsekvens af Ns åbenhed. Som sådan er den åbne N historisk betinget - men det er kun tilfældet, såfremt vi snakker abstrakt om den, og f.eks. sætter lighedstegn imellem den nuværende N og pressefriheden.

Der findes imidlertid også mange stemmer, der argumenterer for, at N hverken er- eller bør være bestemt af historien - og disse stemmer er i lige så høj grad en del af N, som dem der mener det modsatte.

Der er derfor heller ingen, der ejer N, og kan bestemme hvad N nærmere skal- eller bør være. Men der findes stadig en lille håndfuld stærkt indflydelsesrige meninger om, hvad N er, og disse er vigtige at have in mente, hvis vi vil danne os et adækvat indtryk af N.

Dog gentager jeg den vigtige pointe, at den almindelige mening om N ikke nødvendigvis er sammenfaldende med, hvad N i virkeligheden er.

Det tætteste vi kommer på en egentlig definition af N er således Negativ: Ns Natur er flydende. Den er luftig. Den er svær at få hold på.

Grunden til dette er såre simpel: Hvis vi fremsætter en bestemt teori om, hvad N er, vil der altid være mulighed for, at vi kan blive sagt imod:

Nogen kan altid mene Noget andet om N.

Dette er en grundsætning for den rette forståelse af N. Den er vigtig, fordi den indkapsler det mest fundamentale i Ns åbenhed, nemlig følgende dobbelthed:

A. At en påstand om N som sagt altid kan blive sagt imod
og

B. Modsigelsen vil altid selv være en del af N, qua Ns karakter af kollektiv- eller 'stor' fortælling.

Jeg kalder dette forhold for 3N. 3N er det eneste sikre, vi kan sige om N.

Hvorfor er 3N sikkert, når ingen andre sætninger om N er det? Det er ganske simpelt: 3N bliver bekræftet hver eneste gang den bliver sagt imod, og afspejler således et væsentligt træk af Ns natur.

Derfor er 3N strengt taget heller ikke en definitiv del af N, men snarere et princip for at tale om N. 3N vedrører med andre ord ikke det, som vi taler om, men snarere det forhold, at vi taler om N

2. Hvad vil det sige, at 3N er et princip for at tale om N?

Princip betyder et nødvendigt udgangspunkt.

Da alt debat om N i sagens natur er in medias res, behøver alle imidlertid ikke at være indforståede med udgangspunktet for at debattere N på en passende måde. Mange overtager f.eks. ukritisk en holdning om N fra deres forældre, venner, medstuderende, kolleger, bøger eller andet, og argumenterer som om, at denne holdning var den eneste sandhed om N. Derfor tænker de aldrig over, at N primært er kendetegnet ved, at ingen har magten til at sige noget definitivt (dvs. determinerende) om N.

Således står de fleste også magtesløse overfor enhver modsigelse af deres egen 'sandhed' om N.

3N kan ikke bevises at gælde for N. 3N er ikke en tvingende sandhed om N. Men for den der kommer til at forstå 3N´, er princippet stadig uomgængeligt og på sin vis uimodsigeligt (ligesom non-kontradiktionsprincippet er ubeviseligt, men uimodsigeligt for den der ønsker at argumentere- eller sige noget i det hele taget).

3N kan nemlig altid observeres i enhver diskussion/debat om N.

Lad mig illustrere hvordan 3N kan observeres. Overvej følgende eksempel hvor person A og B diskutere,r hvad samfundet i det store hele er for noget:

---

A: Mennesker vil i udgangspunktet det bedste for hinanden - det er bevist ved (*henvisning til et videnskabeligt studium*). Derfor bør vi ikke indrette samfundet på individualistiske præmisser. Det umenneskeliggør os.

B: De førende autoritere på området (*henvisning til forsker X/Y/Z*) har sået tvivl om det studie du nævner. For øvrigt kan vi jo se, at de samfund der er struktureret omkring individualistiske idéer er både rigere og lykkeligere.
A: Du glemmer at tage højde for den voksende ulighed, der også gør sig gældende i de samfund du nævner, og de onder det fører med sig...
osv. ad infinitum

---

A fremsætter en påstand om N, som bliver imødegået af B. De henviser begge til hvad de selv tager for stensikre autoriteter. Og dog - som enhver vel kan forestille sig - når de ikke til enighed, selvom de begge mener at have sandheden om N på sin side. En sandhed som de vel at mærke begge tager for uimodsigelig.

N er imidlertid samtidig både det, de diskuterer, og betingelsen for at de diskutere på den måde, som de gør. Dvs. fordi A og B diskuterer N, er både A og B selv, og A og Bs respektive holdning til N, hhv. en del af- og en konsekvens af N. Det er dette snørklede forhold, som 3N tager højde for.

Sådan er N altså præget af mange tilsyneladende uoverenstemmelser - men der er egentlig kun tale om uoverensstemmelser, såfremt vi taler om N. I N selv er der ingen uenighed - for N eksisterer bare som en åben idé, som alle i sagens natur kan sige hvad de vil om. N er i en vis forstand samfundet som helhed,

Alle er derfor også enige om, at N i én eller anden forstand er noget andet og mere end 'bare' en idé. Det er faktisk kun derfor N er værd at tale om - fordi N ikke bare er noget, vi taler om. 

Den der taler- og mener noget om N, men ikke ((an)er)kender 3N, vil imidlertid aldrig opnå et tilnærmelsesvis præcist billede af, hvad N i virkeligheden er, om vedkommende er nok så overbevist om sin egen 'sandhed' om N. 3N gemmer sig nemlig i enhver debat om N, og den der kan gennemskue, hvordan 3N kommer til udtryk i debatten, vil også kunne forstå debattens dybere natur - og følgelig også få et bedre indblik i N og i, hvordan N relaterer sig til det, der bliver sagt om N.

Den der altså ikke bare ønsker at tale om N i øst og vest, men også ønsker at kende N i en dybere forstand, bør lægge sig 3N på sinde, og aldrig glemme det i nogen situation, hvor N bliver debatteret. 

3. Om Ns åbenhed

At N er åben betyder udelukkende, at alle kan byde ind med deres egen sandhed om N, og at denne sandhed på sin side også - på sin egen måde - er en del af N. Det betyder ikke at N er noget relativt, eller at N bliver dikteret af de meninger, som forskellige mennesker måtte have om, hvad den er. Det betyder udelukkende, at N er åben for ethvert perspektiv, og at ethvert perspektiv i én eller anden forstand fortælle os noget om N.

Det kan lyde som om N er noget vilkårligt, hvilket imidlertid ikke er tilfældet.

Man glemmer ofte, at alting aldrig bliver sagt i en debat. Det betyder at der - hvor mange, og hvor modstridende perspektiver på N vi end kan høre - altid findes en uendelighed af hypotetiske perspektiver på N, som aldrig bliver ytret, og som aldrig vil blive ytret, simpelthen fordi der aldrig nogensinde er nogen, der har tænkt over dem, eller har fundet dem overbevisende.

Alle menneske-perspektiver er begrænsede, og i hver vores livstid kan vi kun nå at holde et begrænset antal idéer om N for sande. Der er så at sige en bestemt horisont, som aldrig bliver overskredet, alene fordi det er umuligt at tro- og mene alting eller hvad som helst om N.

Dette er den definitive grænse imellem det, der bliver sagt og det, der ikke bliver sagt. Og Ns åbenhed er udelukkende en åbenhed overfor det, der rent faktisk bliver sagt, ment og troet om N.

N kommer altid til udtryk igennem det, der bliver sagt, men det der bliver sagt om N er ikke nødvendigvis sammenfaldende med-, eller bare tæt på Ns sande væsen. 

Derfor er det nærliggende at tro, at N måske på 'nuværende' tidspunkt befinder sig uden for horisonten, men hypotetisk set godt kan siges, hvis blot man finder den rigtige måde at tale om N på. Med andre ord: At en entydig definition af N rent faktisk er mulig, hvis man leder ihærdigt nok efter den.

Det er imidlertid en fejl. Alt hvad der bliver sagt om N, er nemlig underlagt 3N, og 3N illustrerer udelukkende det faktum, at der ikke kan udtales noget som helst om N, som ikke kan (og højst sandsynligt vil) blive modsagt på et eller andet tidspunkt. Og at modsigelsen på sin vis også siger noget om N.

Enhver 'sandhed' om N der kan modsiges, er altså ikke sandheden om N. Sandheden om N er nemlig N selv - og denne sandhed kan ikke formuleres entydigt, selvom den er betingelsen for, at vi kan sige noget om N overhovedet.

Det betyder ikke, at sandheden om N ikke kan erkendes. Det betyder bare, at den ikke kan siges. Sandheden om N er nemlig uimodsigelig - men det eneste uimodsigelige er selvsagt det, som ikke bliver sagt.

Mennesker stræber imidlertid af natur imod en uimodsigelig sandhed, og forsøger ihærdigt at sætte en sådan sandhed i sprog, i troen på at de således kan bemægtige sig sandheden selv, og bruge den til egen fordel. Det er den eneste grund, til at der snakkes så meget om N.

N selv ville imidlertid klare sig fint, og måske endog vise sig mere gunstig for os borgere i samfundet, hvis vi ikke så os kaldede til at snakke så meget om N hele tiden. For at vi snakker så meget om N, er udelukkende et symptom på, at vi som samfundsborgere forsøger at mestre det, som per definition ikke lader sig mestre, og at sige det, der i sagens natur er usigeligt. 

Med veNlig hilseN

Jakob-JeshuruN