onsdag den 7. januar 2015

Eksistentielt #7: I bevægelse (et selvbiografisk forsøg)



Hele mit liv har jeg været i bevægelse.

Som sædcelle var jeg i bevægelse. Jeg triumferede over millioner af mine brødre og søstre, bevægede mig hurtigere og mere målrettet end dem, og trængte ubesværet ind i ægget.

I ægget blev min bevægelse hurtigt langsommere, hvilende, dvale-agtig, dvælende. Jeg begyndte at vokse - og at vokse er en bevægelse.

Mine sensationer, nerver, organer,og de første vage sansninger voksede ud af mig og ind i mig, mens jeg lå i min mors mave. Min organisme udviklede sig - og udvikling er også en form for bevægelse, omend en lidt anden én.

Efter ni måneder, der reelt set ikke var ni måneder, fordi jeg ikke bevægede mig i tid (men i evigheden), blev jeg født ind i tiden 3. april 86. Jeg var et barn. Jeg var ny, og født, og helt nyfødt... Men allerede som barn havde jeg tilbagelagt en uendelig rejse - for at blive til barn. Jeg havde bevæget mig fra at være en enkelt ydmyg celle, til nu at være en fuldt udviklet organisme, svøbt i frisk blod og slim direkte fra livmoderen, levende tilstede i verden.



Jeg voksede op. Jeg bevægede mig igennem de forskellige aldre, som alle børn gør det. Jeg var ét år. Så var jeg to. Så var jeg tre. Så var jeg fire. Men selvom jeg tilbagelagde mine første fire år i tiden, så bevægede jeg mig stadig i en tidløs væren, uden den mindste idé om den tid, der konstant bevægede sig omkring mig. Tiden var tilstede, men jeg ænsede den ikke.

Fra 4-års alderen begyndte jeg imidlertid at bevæge mig, lige så langsomt, på to forskellige planer. Jeg begyndte at bevæge mig både i det indre og i det ydre.

Gradvist bevægede jeg mig mod en forståelse af den indre bevægelse, og den indre bevægelse var at føle. Derefter blev det at tænke. Og til sidst blev det til en grov idé om mit eget Jeg. Jeg var den, der bevægede sig i det indre. Jeg var den, som jeg kunne føle inden i.

Samtidig med at jeg lærte den indre bevægelse at kende, lærte jeg også den ydre bevægelses navn at kende - og den ydre bevægelse hed Verden. Verden bevægede sig upersonligt, uden hensyn til mig personligt. Verden havde intet Jeg som Jeg havde det. Men den var der stadig. Den eksisterede, og bevægede sig, men det var en anden type bevægelse end Min.

Jeg kunne ikke bevæge Verden - men Jeg kunne bevæge Mig Selv.

Verden bevægede kun sig selv. Ind imellem også Mig. Men for det meste virkede det som om at vi bevægede os adskilt.

Da var jeg vel 10 år gammel. Og fra da af begyndte noget nyt nu igen at gå op for mig...

At Jeg ikke var isoleret fra Verden. Verden bevægede mig jo, med sine mange sansninger og fænomener, der bevægede mine tanker og følelser og Mig generelt - men ind imellem bevægede Jeg også Verden. Verden virkede ikke bare indad - Jeg virkede også udad. Der var forskel på Verden og Jeg - men Verden og Jeg greb konstant ind i hinanden, og forstyrrede eller hjalp hinandens bevægelser (omend Verden altid havde mange flere bevægelser og måder at bevæge Jeg på, end Jeg havde måder at bevæge Verden).

Jeg havde en vilje og Jeg havde en vej igennem Verden. Det var det jeg begyndte at lære nu, efter at have lært at skille Mig Selv fra Verden, og forstå at Verden og Jeg var forskellige.



Jeg bevæger mig nu ind i det, som kristne kalder for Helligånden.

Helligånden er den tredje person i tre-enigheden: Faderen - Sønnen - Helligånden.

Helligånden er engang blevet defineret sådan her (parafrase over Augustin(?))

Helligånden er den kærlighed, som Sønnen elsker Faderen med, og som Faderen elsker Sønnen med.

Med andre ord: Helligånden er den gensidige kærlighed mellem Faderen (der gav os Sønnen) og Sønnen (der vender tilbage til Faderen, for at regere ved hans højre hånd). Sådan er det for de kristne.

Faderen repræsenterer Verdens skaber. Samtidig er Faderen imidlertid også Sønnens skaber. Han har skabt dem begge. Det er den kristne tro i en nøddeskal. Alt det andet er detaljer.

For mig at se betyder det essentielt:

Den ydre bevægelse er ikke adskilt fra den indre bevægelse. De er forbundne. De bevæger sig ikke kun imod hinanden, og adskilt fra hinanden, men også sammen med hinanden. I enhed. Der er et fællesskab imellem det indre og det ydre, mellem Jeg og Verden - ligesom der er et fællesskab imellem Faderen og Sønnen. Dette fællesskab er den gensidige kærlighed. Det er Helligånden. Det er Bevægelsen selv.



Helligånden er Bevægelse. Kærligheden, som det ene, Sønnen, Jeg elsker det andet, Faderen, Verden med - og omvendt. Jeg - Verden, Søn - Fader, Indre - Ydre. Det er Helligåndens virke i det kristne vokabularium. Det er den gensidige påvirkning og bevægelse imellem disse tilsyneladende modsætninger. Det er Helligånden, eller tre-enighedens tredje person. Kærligheden i aktion.

Hvor forskellig bevægelsen i det indre end kan være fra bevægelsen i det ydre, hvor forskellig Jeg end kan være fra Verden, så er vi dog begge ét, i det at vi begge bevæger os. Det er Helligåndens betydning. Jeg og Verden er ét, ligesom Jesus siger at han kender Faderen, og Faderen kender ham. 

Religion er bare et sprog til at beskrive bevægelsen. Det beskriver den bevægelse, som jeg lærte at kende i puberteten og mine teenageår. 

Nogle gange bevæger Jeg Mig med Verden - og nogle gange imod den. Og omvendt.

To forskellige bevægelser, der dog begge bevæger sig, og forholder sig til hinanden. Elsker hinanden som Faderen elsker Sønnen og omvendt. Det er Bevægelsen imellem dem. Helligånden.

Hele mit liv har jeg været i Bevægelse. Det forstod jeg vel definitivt, da jeg var omkring 18 år gammel. Hele livet er i bevægelse.

Da jeg var 20 havde jeg efterhånden forstået hvordan forholdet mellem det indre og det ydre, Jeg og Verden hang sammen i grove træk. Jeg forstod Mig Selv som noget helt og aldeles forskelligt fra Verden, og Verden som noget forskelligt fra Mig - men samtidig forstod jeg også, at der eksisterer et ubrydeligt bånd imellem Verden og Jeg. Man kan ikke adskille det ene fra det andet. Det var en stor ting for mig at indse. Det bevægede mig godt og grundigt.

Så fik Jeg Mig en kæreste, og så ændrede bevægelsen og historien fundamentalt karakter igen. Derfor kaster jeg mig nu ud i et stærkt patos-ladet og bevæget sprog - for at forandre denne historie om Bevægelsen på en tilsvareden måde i det ydre udtryk - sproget - somden forandrer sig i det indre - følelsen.

Vi starter med en definition!

En kæreste er en anden organisme, der er blevet født og er vokset op ligesom du er, (dvs. hun er født og er vokset op - bare det, intet andet) og som har erfaret forholdet imellem den indre og den ydre bevægelse på sådan en måde, at hendes måde at bevæge sig på er komplementær til den måde, som Jeg bevæger Sig - jeg mener Mig - på. Dig og Din kæreste er ét i Bevægelsen. Sådan er det at have en kæreste. Sådan var det at få en kæreste. Det skulle Jeg lige lære (og det var der meget bevægelse i).

Kærlighed er en form for dans. Det begyndte Jeg at lære. En koordineret bevægelse.



Kort efter denne store kærlighedsbegivenhed flyttede Jeg hjemmefra, og forlod min barndoms arena for Bevægelse, Tølløse, da jeg overtog et lille klubværelse i Vanløse efter min storebror. Det var på A. F. Beyers Vej - et rart kvarter ... (og en vigtig location i Blekingegadebandens historie) ...

I starten bevægede Jeg Mig fra Vanløse til Roskilde hver eneste morgen. Jeg arbejdede som postomdeler for hedengangne CityMail, og skulle møde kl 7 på CMC 400, vores omdelingscentral, et sted dybt begravet i Roskildes industrikvarter - nær Trekroner Station (tæt ved RUC...) - hver morgen. En daglig bevægelse mellem to byer. To steder i Verden

De første mange år Jeg boede i Vanløse bevægede Jeg Mig stadig meget i min gymnasium-by Roskilde i det hele taget. Alle mine bedste venner boede der stadig dengang. Det var mit 'andet hjem'.

Derudover Bevægede Jeg Mig selvfølgelig meget frem og tilbage imellem der, hvor Jeg Selv boede, Vanløse som sagt, og der hvor min kæreste boede: Over årene blev det til Søborg, Østerbro, Vanløse og Nørrebro for hendes vedkommende, indtil vi endelige flyttede sammen på Amager, i Urban Planen, hvor vi bor nu og har boet siden 2011. Jeg boede i Vanløse alle årene op til da. Fra jeg var 21 til jeg var 25 år gammel.

I samme periode gennemførte Jeg min BA i filosofi (med tilvalg på Teologi) på Københavns Universitet Amager - så jeg bevægede Mig altså også meget med Metroen fra Flintholm til Islands Brygge station. Mange forskellige bevægelser, mange forskellige steder hen, men dog inden for en forholdsvis lille og ret overskuelig radius. Sådan var min bevægelse i Verden igennem den tid.



Eller: Sådan var de ydre bevægelser.

I forhold til det indre så læste Jeg en helvedes masse bøger (og det gør Jeg stadig), som Bevægede min måde at føle, tænke og i det hele taget være Jeg på temmelig meget. 

Min kærlighed til filosofi var blevet antændt da Jeg på min 18-års fødselsdag fik en splinterny kopi af den første danske oversættelse af Arthur Schopenhauers hovedværk Verden som vilje og forestilling i fødselsdagsgave. Jeg slugte den i sommerferien efter min studentertid (2005). Den var meget svær at læse, men jeg kunne ikke lægge den fra mig, selvom en side kunne tage lang tid at fordøje og forstå.

Schopenhauers filosofiske og pessimistisk poetiske portræt af verden og mennesket i den bevægede mig dybt. Men han var kun den første. Siden læste jeg mig mere eller mindre systematisk (nok mest det sidste) videre igennem følgende filosoffer, som alle har påvirket min forståelse af Verdens- og mine egne bevægelser på en afgørende måde (i nogenlunde kronologisk rækkefølge):

Nietzsche, Platon, Hegel, Schopenhauer (igen) (før Universitetet), Platon (igen), Aristoteles, Sextus Empiricus (eller rettere: Sextus Empiricus om skepticismen), Platon (igen-igen), (kæmpe middelalderligt hul), Descartes, Rosseau, Hume, Kant, Hegel (igen), Nietzsche (igen), Heidegger, Bruno, Heidegger (igen), Adorno, Arsitoteles (igen), en knivspids Plotin, Bruno (igen-igen), Heidegger (igen-igen), Frege, Spinoza, Augustin, Spinoza (igen), Augustin (igen), i det hele taget en helvedes masse Augustin (igen-igen) og Spinoza (igen-igen)... og listen fortsætter... Men med denne lille håndfuld filosoffer, 17 i alt, tror jeg at jeg har fundamentet for mit 'intellekt' - min private lille kanon af 'åndelige fædre' - mere eller mindre på plads (dvs. fundamentet for min opfattelse af Mig Selv, Verden og Bevægelsen der imellem - plus min forståelse af det, at forholde sig filosofisk i det hele taget dvs. at være filosofisk bevæget).

Jeg bevæger mig stadig igennem mange bøger med stor glæde - og ikke kun filosofiske værker. Hvis Jeg skødesløst skal ryste et par navne/værker ud af ærmet, som har bevæget mig over de seneste år, kan Jeg nævne følgende:

Platon (igen-igen-igen), De Abrahamitiske Skrifter (TaNaKh (Torah ('Loven'), Nevi'im ('Profeterne'), Kethuvim ('Skrifterne')), Evangeliet ('Det Nye Testamente'), Qur'anen ('Recitationen')), Lao-Tzu(!) og I Ching(!) fra oldtidens Kina, Dogen fra Japan (kun uddrag), og selvfølgelig lidt psykoanalyse fra Freud og Jung, lidt sociologi (men ikke for meget (Bordieu)), de tre skøre englændere (Berkeley, Hobbes og Hume (igen)), den ualmindeligt historiske historiker E. H. Carr for ganske nylig... Idioten af Dostojevskij, Don Quixote af Cervantes, Hærværk af Kristensen og Kongens Fald af Jensen (jep - det var skønlitteraturen...), og så selvfølgelig også ting som Blake (en gammel bekendt), Pascal, Kierkegaard, og - tør jeg sige det? - Løgstrup, dvs. alle de gode kreative Kristne, der kan finde ud af at tænke (her kunne Jung sagtens have passet ind, hvis det ikke var fordi at han nærmest er lænket fast til psykoanalysen og Freud i den almindelige 'intellektuelle bevidsthed' - hvilket er uretfærdigt og en skam) - for ej at forglemme ting som Bhagavad Gita (er i gang med en (forkortet) udgave af hele Mahabharataen pt...), plus den lidt simplificerede og basale, men meget informative introduktion til Kabbala (af Yehuda Berg) som Jeg læste for et års tid siden - hvilket bringer mig naturligt videre til Adorno (som er irriterende genial, og genialt irriterende - specielt den øretæveindbydende Wagner - Forsøg på en tolkning gjorde indtryk...) og to små fine værker om kærlighed - Kærlighedens Mening af Solovjov og Kunsten at Elske af Fromm - som jeg nu afslutningsvis vil spæde op med et fingerknips D. T. Suzuki, og den helt og aldeles vidunderlige monumentale biografi om Charles Manson, The Manson File: Myth and Reality of an Outlaw Shaman, af Nicholas Schreck... og så måske liiige, som afsluttende joker-par på falderebet: The Tao of the Wu af Robert 'The RZA' Diggs, og The Consolation of Philosophy af Boethius.



Jeg bevæger Mig imidlertid ikke kun i bøger. At læse er ikke adskilt fra at leve, som det indre på ingen måde er adskilt fra det ydre. I samme periode har Jeg f.eks. lært umådeligt meget om Kærlighed, og den gensidige bevægelse mellem indre og ydre i kraft af, at have bevæget Mig med min kæreste i over 8 år, på godt og ondt, gennem mange op- og nedture - og jeg har lært at kærligheden ikke altid er nem, bare fordi den er stor.

Men den romantiske kærlighed er ikke alt. Jeg har også lært helt enormt meget af, at bevæge mig rundt i min lille cirkel af nære venner (I ved hvem I er). Der har jeg hentet meget, og oplevet mange forskellige sjove, interessante og uforglemmelige bevægelser at kende.

Nu er Jeg så her. Jeg er 28 år gammel. Og Jeg bevæger mig stadig, jeg lærer om at bevæge mig og min lærdom er min bevægelse. Mine fingre bevæger sig. De skriver disse ord, og de vil blive ved at skrive dem, indtil emnet er udtømt, og der melder sig en anden, mere presserende Bevægelse at bevæge sig over i.

Det indre og det ydre danser stadig.

Verden bevæger sig stadig.

Og Verden og Jeg bevæger os sammen - med og imod hinanden. Sådan har det altid været.

Hele mit liv har jeg været i bevægelse. Det fortsætter og fortsætter bare.

"Jesus sagde: "Siger man til jer: "Hvorfra er I kommet?" så sig til dem: "Vi er kommet fra lyset, hvor lyset er opstået af sig selv; det [stod] og det åbenbarede sig i deres billede."Siger man til jer: "Er det jer?" så sig: "Vi er dets børn, og vi er den levende faders udvalgte". Spørger man jer: "Hvad er tegnet på jeres fader, som er i jer?" så sig til dem: "Det er bevægelse og hvile""
-Thomas Evangeliet, Ord nr. 50



(Nå ja, så har jeg for øvrigt også lige læst Thomas Evangeliet (igen-igen-igen-igen...))

Med venlige hilsner
Jakob-Jeshurun